Geologisk historie _ -

Holland var dækket af hav i mange millioner år

Det meste af Hollands undergrund stammer fra havet og floderne. De to forrige istider har også været med til at forme landet.

Holland har været dækket af hav i mange millioner år. På havbunden blev der blandt andet dannet kalk, gips og stensalt. Nord for Holland lå der også en stor bjergkæde, som hed Kaledoniderne. Når bjergkæden blev slidt, kom der sand, grus og ler til Holland. Alt det har været med til at danne det allerførste Holland.

Under den sidste istid nåede isen ikke til Holland. Men det gjorde den under de to forrige istider. Isen dannede bakker og dale. Isen havde også en masse sand, grus og ler med sig. Og da isen forsvandt, blev sandet, gruset og leret liggende tilbage.

Gennem tiderne har landet sænket sig, og havet er steget. Det har medført, at meget af Holland i dag ligger lavere end havets overflade. Derfor har det været nødvendigt at bygge store diger, så landet ikke blev oversvømmet af havet.

Hvis man skærer jordkloden midt over, kan man se tre lag. Inderst ligger der en kerne. Uden om kernen ligger der en kappe, og uden om kappen ligger skorpen. Skorpen og den yderste del af kappen er et stift lag. Dette stive lag består af syv store og flere små plader, som flyder rundt på jordoverfladen. Man kalder også de store plader for kontinenter.

For 500-400 millioner år siden stødte den plade, som Skandinavien og Nordøsteuropa ligger på, sammen med den plade, som Nordamerika ligger på. De to plader kom til at hænge sammen. De blev til superkontinentet Laurasia. Der opstod også en bjergkæde, som kaldes Kaledoniderne.

Der lå et stort hav, der hvor Holland ligger i dag. Havet hed Proto-Tethyshavet. Kaledoniderne lå lige nord og øst for Proto-Tethyshavet.

Kaledoniderne var en kæmpe bjergkæde. Bjergkæden løb fra Norge over Skotland til Irland.
Bjergene lignede dengang de bjerge, som vi i dag ser i Himalaya. Gennem millioner af år brækkede der små og store stykker af bjergene. Vind, regn og is sled også på bjergene. Man siger, at de eroderede.

Meget af det sand, som blev slidt af Kaledoniderne, ligger i dag dybt nede under Holland. Sandet er i dag blevet presset sammen til sandsten.

I begyndelsen af kultiden stødte Laurasia ind i et andet superkontinent, som kaldes Gondwana. Laurasia og Gondwana blev til et nyt superkontinent, som kaldes Pangæa.

Proto-Thetyshavet blev lukket inde. Det blev til en kæmpe sø eller et indlandshav. Den gang lå Holland der, hvor Sahara ligger i dag. Der var altså meget varmt, og varmen fik vandet i Proto-Tethyshavet til at fordampe. Vandet var fyldt med salt og kalk. Men der kunne ikke være så meget salt og kalk i det vand, som var tilbage i havet. Derfor lagde meget af salten og kalken sig på bunden. Det blev til kalk, gips og stensalt. I dag ligger der derfor meget kalk, gips og stensalt dybt nede i Hollands undergrund.

For ca. 200 millioner år siden knækkede først superkontinentet Pangæa. Det blev igen til Laurasia og Gondwana. Laurasia blev med tiden til Europa, Asien og Nordamerika. Gondwana blev blandt andet til Afrika, Indien, Sydamerika og Australien.

Jordens klima svinger meget. I nogle perioder er det meget varmt, og i andre er det koldt.
De kolde perioder var ofte lange (omkring 100.000 år). Nogle af dem har været istider. I de to forrige istider var Holland mere eller mindre dækket af is. I den sidste istid nåede isen aldrig til Holland.

Istiderne har været med til at forme Hollands landskab. Den istid, som har påvirket Hollands landskab mest, er den næstsidste istid. Den istid kaldes Saale. Den begyndte for ca. 200.000 år siden og varede ca. 70.000 år.
Under istiden blev der skabt kæmpestore isskjolde. Isskjoldene var en slags store bulldozere. De lavede nye bakker og trykkede gamle bakker flade. For eksempel er bakkerne i det centrale og østlige Holland lavet af isen.

Mens isen bredte sig, samlede den store mængder af jord, sten, sand og grus op undervejs. Man kan sammenligne det med at lave en snemand – ruller man sine snebolde store på steder uden sne, samler snebolden jord, sten og grus op og bliver beskidt.
Isen, som lå over Holland, var også beskidt, og da den begyndte at smelte, blev jorden, stenene og gruset smeltet løst. Noget af det blev liggende, og noget blev ført væk af smeltevandet.

Smeltevand er det vand, som smelter fra isen. Det er meget store mængder vand, som skal væk. Derfor kan strømmen i en smeltevandsflod være meget kraftig.
Floderne strømmede mest fra øst mod vest. Nogle af smeltevandsfloderne blev til floderne:

• Rhinen
• Maas
• Waal
• IJssel.

Floderne havde også sand, grus og ler med sig. Meget af det faldt til bunds og blev liggende tilbage. Det skete især lags Hollands kyst. Sandet, gruset og leret fik derfor Holland til at vokse mod vest.
Floderne lavede store og dybe dale. Den slags dale kaldes tunneldale.

Holland voksede under de sidste tre istider. Da var der ikke så meget vand i havene. Vandet var nemlig is. Men efterhånden som isen smeltede, steg vandstanden i havene. Og meget af Holland blev igen oversvømmet.

Efter den sidste istid steg havene igen. Men samtidig begyndte landet at synke.
Det betyder, at meget af Holland nu ligger lavere end havets overflade. For at havet ikke skal oversvømme store dele af Holland, har hollændere bygget mange og lange diger.