Geologisk historie _ -

Holland var dækket af hav i mange millioner år

Det meste af Holland ligger på aflejringer fra havet og floderne. Også de to forrige istider har været med til at forme landet.

Gennem størstedelen af sin geologiske historie har Holland været dækket af hav. Aflejringer fra erosionen af den enorme bjergkæde Kaledoniderne og sedimenter som kalk, gips og stensalt, der blev aflejret i havet, har alle dannet de tidlige dele af Holland.

Isen under den seneste istid nåede ikke Holland, men de to forrige har begge haft en dramatisk effekt på det hollandske landskab. Isen dannede bakker og dale og medbragte store mængder af sand, grus og ler, som blev efterladt og aflejret af store smeltevandsfloder.

Landsænkning og stigninger i havvandstanden har betydet, at store dele af Holland i dag ligger under havets overflade. For at holde havet på afstand har det derfor været nødvendigt at bygge omfangsrige diger.

Hvis man laver et tværsnit af jordkloden, vil man kunne se tre overordnede lag: inderst en kerne, dernæst en kappe og yderst skorpen. Den yderste del af kappen og Jordens skorpe danner et stift lag. Dette stive lag ligger oven på et mere plastisk lag i kappen og danner syv større og et antal mindre plader, som flyder rundt på jordoverfladen. De større plader kaldes ofte for kontinenter.

For 500-400 millioner år siden stødte kontinentet Baltica ind i kontinentet Laurentia. Laurentia er det, vi i dag kender som Nordamerika og Grønland, mens Baltica i dag omfatter store dele af Skandinavien og Nordøsteuropa. Sammenstødet svejsede Laurentia og Baltica sammen til superkontinentet Laurasia.

Under sammenstødet blev kanten af Baltica presset ned under Laurentias kant. Trykket fra sammenstødet medførte, at en masse materiale blev mast opad og ind over Baltica. Det materiale dannede bjergkæden Kaledoniderne. Dannelsen af Kaledoniderne kaldes også den kaledoniske bjergkædefoldning.

Kaledoniderne var en kæmpe bjergkæde. Den var på størrelse med Himalaya og strakte sig fra Nordkap i Norge og hele vejen til Skotland og Irland. Området, hvor Holland ligger i dag, var på det tidspunkt dækket af det hav, som kaldes Proto-Tethyshavet. Kaledoniderne lå lige nord og øst for Proto-Thetyshavet. Varme, kulde, vind og vand nedbrød dog langsomt Kaledoniderne og omdannede de hårde bjergarter til sand, grus og sten. Nedbrydningen aflejrede store mængder af sand neden for bjergkæden, og de store sandaflejringer kan i dag findes som sandsten i Hollands undergrund.

I begyndelsen af kultiden stødte Laurasia ind i et andet superkontinent, Gondwana. Sammenstødet skete ikke fra den ene dag til den anden, men varede fra begyndelsen til slutningen af kultiden (karbon), det vil sige fra ca. 359 til 299 millioner år siden. Sammenstødet skabte et nyt superkontinent, Pangæa.

Dannelsen af Pangæa betød, at Proto-Thetyshavet, som lå over det nuværende Holland, blev lukket inde. Det blev til et indlandshav. På det tidspunkt lå Holland (i øvrigt sammen med Danmark) på højde med det nuværende Sahara, og de høje temperaturer fik vandet til at fordampe. Da vandet var salt, betød fordampningen, at der blev aflejret store mængder af kalk, gips og stensalt på havbunden. Stensaltet ligger i dag som enorme salthorste i Hollands undergrund.

For ca. 200 millioner år siden sprækkede superkontinentet Pangæa op, og Atlanterhavet voksede støt, hvilket skubbede Europa og Nordamerika længere og længere fra hinanden. For 65 millioner år siden delte Baltica og Laurentia sig igen og flød fra hinanden. De to kontinenter var nu adskilt af Nordatlanten.

Holland har været ramt af en række istider, som hver har været med til at forme det hollandske landskab. Af de tre seneste istider er det særlig de to første, Elster og Saale, som har sat tydelige spor i det Holland, man kender i dag. Under den sidste istid, Weichsel, nåede isen ikke Holland.

Jordens klima veksler mellem kolde og varme perioder. Det gælder særlig for kvartærtiden, som er den tid, vi lever i i dag. De kolde perioder var ofte lange (omkring 100.000 år), og i mange af disse perioder var der deciderede istider. Kulden fik gletsjerne i bjergene mod nord til at vokse, og langsomt bredte de sig ud og voksede sammen til store isskjolde, som i perioder dækkede store dele af Skandinavien, Nord- og Mellemeuropa. I de to forrige istider var Holland delvist eller næsten helt dækket af is.

Den næstsidste istid har haft størst indflydelse på Hollands nuværende udformning. Denne istid kaldes Saale. Den begyndte for ca. 200.000 år siden og varede ca. 70.000 år. Saale kaldes sommetider for ”Den store istid”. De enorme isskjolde virkede som store bulldozere, der flyttede rundt på landskabet, og sammen med smeltevandet skabte og formede de det hollandske landskab.

For 130.000 år siden begyndte klimaet langsomt at blive varmere, og Nordeuropa gled derefter over i en mellemistid. Gletsjerne begyndte at trække sig tilbage mod øst og nord. Under isens fremrykning havde den som en anden støvsuger samlet store mængder af jord, sten, sand og grus op undervejs. Når den beskidte is smeltede, blev alle de opsamlede materialer smeltet løse og ført væk af smeltevandet.

Store dele af Holland er formet af smeltevandet. Smeltevandet fra de store gletsjere løb dels af overfladen, men samlede sig også under isen som brede floder. Herved opstod særdeles kraftige smeltevandfloder, der løb under isen og strømmede ud gennem de såkaldte smeltevandsporte og ud over landskabet. Retningen på disse smeltevandsfloder var overvejende øst-vest, og de er ophav til nutidens store floder i Holland: Rhinen, Maas, Waal og IJssel. På deres vej mod kysten afsatte floderne store mængder af materiale, som var smeltet løs fra isen. Særlig i deltaområderne langs kysten blev der aflejret store mængder af sand, grus og ler, hvilket fik Holland til at vokse mod vest. Flodernes voldsomme erosion skabte desuden dale i landskabet. Disse dale kaldes også tunneldale.

Isen påvirkede også det eksisterende landskab. Gletsjernes bevægelser skabte bakker ved at skubbe jord, sand og ler foran sig. Den type bakker kalder man randmoræner. Gletsjerne udjævnede også bakker ved simpelthen at trykke dem flade. Samtidig skar smeltvandsfloderne sig ned i jordbunden og skabte dale i forskellige former og retninger. Dette bakkede landskab finder man i dag i det centrale og østlige Holland.

Den sidste istid, Weichsel, begyndte for 120.000 år siden og sluttede for 10-14.000 år siden. I Weichsel nåede isen ikke Holland.

Under de sidste tre istider voksede Holland. Isen bandt havenes vand, hvilket fik havvandstanden til at falde. Det betød at Hollands areal under hver istid voksede mod vest. Når isen smeltede, steg havvandstanden igen, og Holland trak sig tilbage mod øst.

Efter den sidste istid steg havvandstanden igen. Samtidig begyndte landet at sænke sig. Dette har betydet, at store dele af Holland nu ligger under havets overflade. Det eneste, som i dag holder havet på afstand, er menneskeskabte diger.