Hvis man skærer jordkloden midt over, kan man se tre lag. Inderst ligger der en kerne. Uden om kernen ligger der en kappe, og uden om kappen ligger skorpen. Skorpen og den yderste del af kappen er et stift lag. Dette stive lag består af syv store og flere små plader, som flyder rundt på jordoverfladen. Man kalder også de store plader for kontinenter.
For 500-400 millioner år siden stødte den plade, som Skandinavien og Nordøsteuropa ligger på, sammen med den plade, som Nordamerika ligger på. De to plader kom til at hænge sammen. De blev til superkontinentet Laurasia. Der opstod også en bjergkæde, som kaldes Kaledoniderne.
Der lå et stort hav, der hvor Holland ligger i dag. Havet hed Proto-Tethyshavet. Kaledoniderne lå lige nord og øst for Proto-Tethyshavet.
Kaledoniderne var en kæmpe bjergkæde. Bjergkæden løb fra Norge over Skotland til Irland.
Bjergene lignede dengang de bjerge, som vi i dag ser i Himalaya. Gennem millioner af år brækkede der små og store stykker af bjergene. Vind, regn og is sled også på bjergene. Man siger, at de eroderede.
Meget af det sand, som blev slidt af Kaledoniderne, ligger i dag dybt nede under Holland. Sandet er i dag blevet presset sammen til sandsten.
I begyndelsen af kultiden stødte Laurasia ind i et andet superkontinent, som kaldes Gondwana. Laurasia og Gondwana blev til et nyt superkontinent, som kaldes Pangæa.
Proto-Thetyshavet blev lukket inde. Det blev til en kæmpe sø eller et indlandshav. Den gang lå Holland der, hvor Sahara ligger i dag. Der var altså meget varmt, og varmen fik vandet i Proto-Tethyshavet til at fordampe. Vandet var fyldt med salt og kalk. Men der kunne ikke være så meget salt og kalk i det vand, som var tilbage i havet. Derfor lagde meget af salten og kalken sig på bunden. Det blev til kalk, gips og stensalt. I dag ligger der derfor meget kalk, gips og stensalt dybt nede i Hollands undergrund.
For ca. 200 millioner år siden knækkede først superkontinentet Pangæa. Det blev igen til Laurasia og Gondwana. Laurasia blev med tiden til Europa, Asien og Nordamerika. Gondwana blev blandt andet til Afrika, Indien, Sydamerika og Australien.