Holland er et lille, fladt land
Landskaber

Natur

Landskaber _ -

Det hollandske landskab

Holland er et fladt land. Store dele af landet ligger lavere end havets overflade.

Holland er et lille land, som ligger i det nordvestlige Europa. Det har et areal på 41.526 kvadratkilometer og er på næsten samme størrelse som Danmark.

Mod syd grænser Holland op til Belgien, og mod øst grænser Holland op til Tyskland. Nord og vest for Holland ligger Nordsøen.

Hollands:

  • nordligste punkt er øen Rottumerplaat i øgruppen Rottum
  • sydligste punkt ligger ved den lille landsby Kuttingen på grænsen til Belgien
  • vestligste punkt er den lille by Sint Anna ter Muiden
  • østligste punkt er den lille by Nieuweschans på grænsen til Tyskland.

Ca. 25 % af Hollands areal er marker. Her bliver der dyrket korn, grøntsager og andre afgrøder.
Ca. 25 % af Hollands areal er græsområder, som bliver græsset af kvæg og får.
Ca. 8 % af Hollands areal er skov.

De sidste ca. 42 % af landets areal er:

  • bebyggelse
  • veje
  • inddæmmede områder
  • søer, åer og floder
  • og lignende.
Holland er et lille, fladt land

Holland er et lille, fladt land

Topografi _

Det hollandske landskab er først og fremmest formet af den næstsidste istid for 200.000-130.000 år siden.
Den sidste istid sluttede for 10.000-14.000 år siden. Under den istid nåede isen aldrig til Holland, men smeltevandet fra isen løb gennem landet. Smeltevandet har derfor også været med til at forme Hollands landskab.

Hollands landskab kan deles i to:

  • en nordvestlig del
  • en sydøstlig del.

Mod vest og nord er Holland fladt. Her er der blandt andet marsk og floddeltaer. Mange steder ligger landet lavere end havets overflade.
Havdiger og klitter sørger for, at havet ikke oversvømmer landet. Der er også diger langs alle kanaler og floder. Digerne sørger for, at havvandet ikke løber ind over land fra floderne og kanalerne.

Hollands laveste punkt er Zuidplaspolder, som ligger ved Nieuwerkerk aan den IJssel. Det ligger 6,75 meter lavere end havets overflade. Zuidplaspolder er også det laveste punkt i Europa.

I den østlige og sydlige del af Holland er der lave bakker. Og i den allersydligste del af Holland er der små bjerge eller store bakker.

Det højeste punkt i Holland er bakken Vaalserberg. Den ligger i den sydøstligste del af landet og er 322,7 meter høj.

Mod vest og nord er Holland fladt.

Mod vest og nord er Holland fladt.

De ferske vande – søer og floder _

I 1932 blev fjorden Zuiderzee inddæmmet af et 32 kilometer langt dige. Den gamle fjord blev til søen IJsselmeer. Dengang var søen større end i dag. Noget af søbunden er nemlig blevet drænet tør og bruges i dag til at dyrke landbrug.

IJsselmeer er Hollands største sø. Søen har i dag et areal på ca. 1100 kvadratkilometer. Søens dybde er 5-6 meter i gennemsnit.

Søen bliver i dag brugt som drikkevandsreservoir. Ved oversvømmelser kan søen desuden opfange meget af det vand, som ellers ville oversvømme landet.

Andre store søer i Holland er:

  • Veluwemeer, som har et areal på over 30 kvadratkilometer
  • Gooimeer, som har et areal på 26,7 kvadratkilometer
  • Eemmeer, som har et areal på 13,4 kvadratkilometer.

Selv om Holland er lille land, har det flere store floder. De tre største floder er:

  • Rhinen
  • Meuse
  • Waal.

De tre floder deler Holland ind i tre områder. Hvert af de områder har haft deres egen kultur og sprog eller dialekt.

Rhinen er Hollands største flod. Den udspringer i de schweiziske Alper og løber gennem Bodensøen i Sydtyskland og derfra videre til Holland, inden den ender i Nordsøen. Rhinen er 1324 kilometer lang. Det gør den også til Vesteuropas længste flod.

Meuse er 925 kilometer lang. Den udspringer i Frankrig og løber gennem Belgien og Holland, inden den ender i Nordsøen.

Wall udspringer fra Rhinen og løber ud i Nordsøen. Den er en stor flod og bruges stadig til transport af varer mellem Tyskland og Amsterdam.

Der, hvor de tre floder munder ud i Nordsøen, danner de et meget stort floddelta, som nærmest dækker det meste af det sydvestlige Holland. To bifloder fra floden Scheldt udmunder også her.

IJsselmeer er Hollands største sø

IJsselmeer er Hollands største sø

Sommer i Holland

Sommer i Holland

Undergrund _

Grundfjeldet er den nederste og ældste del af Holland. Det består af granit og gnejs, som blev dannet for mellem 1200 og 600 millioner år siden. I Holland ligger grundfjeldet dybt, dybt nede og når ikke op til jordoverfladen nogen steder i landet.

Oven på grundfjeldet ligger Hollands undergrund. Det har taget 600 millioner år at danne undergrunden. Undergrunden består af mange forskellige lag.

Den nederste del af undergrunden består blandt andet sandsten, kalk, gips og stensalt. Den blev aflejret, dengang Holland var dækket af Proto-Thetyshavet.

De øverste ti kilometer af Hollands undergrund består mest af sand, grus og sten. Sandet, gruset og stenene kom mange forskellige steder fra. Det blev ført til Holland med smeltevandet fra gletsjerne under de forskellige istider.

▴ Top