Holland arbejder hårdt på at få landene i Europa til at arbejde bedre sammen
Internationale organisationer

Politik

Internationale organisationer _ -

Hollænderne er medlem af en lang række internationale organisationer

Holland var blandt andet med til at grundlægge både EU, NATO og FN.

Holland samarbejder med mange andre lande. Det sker i forskellige internationale organisationer. Organisationerne er først og fremmest politiske og økonomiske.
Holland arbejder hårdt på at få landene i Europa til at arbejde bedre sammen. Holland er også et af de lande, som giver flest penge til verdens fattige lande.

Holland er blandt andet medlem af følgende internationale organisationer:

  • EU (Den Europæiske Union) – 28 europæiske lande samarbejder politisk og økonomisk.
  • NATO (Den Nordatlantiske Traktat Organisation) – landene arbejder for at skabe fred og hjælper hinanden, hvis de kommer i krig.
  • FN (Forenede Nationer) – landene samarbejder om fred, miljø, menneskerettigheder og udvikling. Næsten alle verdens lande er medlemmer.
  • Benelux-unionen – Belgien, Holland og Luxembourg arbejder sammen om økonomi, jura og indenrigspolitik.
  • Europarådet – står blandt andet bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
  • OECD (Organisation for økonomisk samarbejde og udvikling) – landene arbejder for samhandel og bæredygtig økonomisk udvikling.
  • Verdensbanken – landene står sammen om at bekæmpe fattigdom.
  • WTO (Verdenshandelsorganisationen) – landene samarbejder om fri handel over grænserne.

FN, EU, NATO og Benelux-unionen er de organisationer, som hollænderne mener, er vigtigst.

Holland arbejder hårdt på at få landene i Europa til at arbejde bedre sammen

Holland arbejder hårdt på at få landene i Europa til at arbejde bedre sammen

FN _

Mange hollændere mistede livet under 2. Verdenskrig. Derfor blev fred og samarbejde mellem lande meget vigtigt for Holland. Det er også en af grundene til, at Holland var med til at stifte FN i 1945.

I 1960’erne besluttede FN, at landene i den tredje verden skulle have økonomisk støtte. Det er det, som man i dag også kalder ulandsbistand. Både Holland og landene i Skandinavien var nogle af de lande, som gav flest penge til ulandene. Og det er de stadigvæk.

I 1899 og 1907 blev der afholdt to store internationale fredskonferencer i den hollandske by Haag. På konferencerne prøvede man at blive enige om:

  • at landene ikke skulle investere i eller udvikle så mange våben
  • at der er ting, som man ikke må gøre i krig
  • at landene skal blive bedre til at forhandle i stedet for at gå i krig.

Resultatet blev blandt andet, at landene vedtog nogle regler for, hvordan man skal opføre sig i krig.

Siden da har Haag været center for international ret. Det er for eksempel her, mange krigsforbrydere bliver dømt. I Haag ligger blandt andet:

  • FN’s internationale Domstol
  • Den internationale straffedomstol
  • FN-tribunalet for det tidligere Jugoslavien.
creative commons
FN-flaget. De to olivengrene er et symbol på fred

FN-flaget. De to olivengrene er et symbol på fred

EU _

Holland var med til at stifte EF. Siden er EF blevet til Den Europæiske Union (EU).
Den hollandske regering sætter stor pris på EU. Holland er et lille land, som flere gange har været erobret og besat af andre lande. I dag giver EU en stor sikkerhed for, at det ikke vil ske igen.
Holland er også meget afhængig af at kunne handle med andre lande. EU gør det lettere, og i dag eksporterer Holland da også først og fremmest til andre EU-lande.

Alligevel er hollænderne blevet ret kritiske over for EU. I 2005 stemte hollænderne for eksempel nej til den nye EU-traktat. Traktaten blev derfor lavet om. Den nye traktat, som fik navnet Lissabon-traktaten, blev vedtaget af Hollands parlament i 2008.

Der ligger to EU-institutioner i Holland. De er:

  1. Europol. Europol blev oprettet i 1995 og er EU’s politi. Det er for eksempel Europol, som opklarer sager, hvor to eller flere EU-lande er involveret. Europol tager sig også af organiseret kriminalitet.
  2. EuroJust. EuroJust blev oprettet i 2002 og består af jurister og dommere i EU. EuroJust skal gøre det lettere at efterforske og retsforfølge kriminelle, som laver kriminalitet i flere forskellige lande.
Indgang til Europol i Haag

Indgang til Europol i Haag

NATO _

Holland var med til at stifte NATO i 1949. NATO er en forsvarsalliance mellem lande i Vesteuropa, Canada og USA. Det vil sige, at alle medlemslande skal hjælpe, hvis et andet NATO-land bliver angrebet. NATO deltager dog også i fredsbevarende missioner i andre lande.

Holland har deltaget i de fleste af NATO’s aktioner.

Holland deltog dog ikke i invasionen af Irak i marts 2003. Men allerede i juni 2003 sendte Holland dog soldater til Irak. Soldaterne skulle hjælpe militæret, befolkningen og de irakiske myndigheder med at arbejde sammen. I 2005 trak Holland de sidste hollandske soldater ud af Irak.

Holland har også 1600 soldater i Afghanistan. Det betyder, at Holland ligger på 6. pladsen over de lande, som har flest soldater i Afghanistan.

I 2008 blev hollænderne spurgt om, hvad de syntes om Hollands deltagelse i Afghanistan. 49 % af den hollandske befolkning syntes, at Hollands soldater skulle trækkes ud. NATO ønsker dog, at Holland fortsat skal deltage i kampen mod Taleban.

Hollandske soldater i Afghanistan

Hollandske soldater i Afghanistan

Benelux-unionen _

I 1958 stiftede Belgien, Holland og Luxembourg Benelux-unionen. I Benelux-unionen arbejder Belgien, Holland og Luxembourg sammen om blandt andet:

  • økonomi
  • lovgivning
  • indenrigspolitik.

I 1970 fjernede man desuden grænsekontrollen mellem de tre lande. Det betyder, at hollænderne kan bevæge sig frit over grænserne til de andre Benelux-lande.

creative commons
Benelux´flag

Benelux´flag

▴ Top