Holland har kølige somre og milde vintre
Klimaet i Holland er mildt og fugtigt. Der er ikke så store forskelle i temperaturen.
Holland ligger i den tempererede klimazone.
Landet ligger tæt på havet. Havet er med til at holde på varmen om vinteren og på kulden om sommeren. Derfor er somrene i Holland ret kølige, og vintrene er milde.
Man siger, at Holland har kystklima.
En anden grund til det milde klima i Holland er Golfstrømmen. Golfstrømmen løber fra Mellemamerika over Atlanterhavet og Nordsøen og ender ved den norske vestkyst.
Golfstrømmen bringer varme med sig. Varmen opvarmer luften over havet.
Golfstrømmen løber lige vest for Holland. Da Holland ligger i et område, hvor vinden ofte kommer fra vest, bliver den varme luft blæst ind over landet. Det er med til at holde klimaet mildt og ret lunt.
Holland er desuden et ret lille og meget fladt land. Derfor er der ikke så store forskelle i temperaturen som i et stort land med høje bjerge.