Grågås
Dyreliv

Natur

Dyreliv _ -

Dyrelivet i Holland

Der er ikke plads til store dyr i Holland, men der er mange fugle.

I Holland findes der ca. 25.200 forskellige dyrearter. Af dem er ca. 24.400 oprindelige arter, mens resten er indført andre steder fra.

I Holland findes der:

  • 17.455 arter af insekter
  • 16 arter af padder
  • 7 arter af krybdyr
  • 239 arter af ynglefugle
  • 71 arter af pattedyr.

Klimaet er mildt i Holland, og det er sjældent, at vinteren er særlig streng. Mange dyrearter, som ellers kun findes længere mod syd, kan derfor overleve i Holland.

På grund af klimaændringer regner man med, at det bliver varmere i Holland. Det betyder, at nye dyrearter sikkert vil indvandre til Holland sydfra. Til gengæld vil andre dyrearter sandsynligvis forsvinde fra landet, fordi det bliver for varmt.

Holland er lidt mindre end Danmark. Til gengæld bor der tre gange så mange mennesker i Holland som i Danmark. Der er derfor ikke så megen plads til dyrelivet. Og der er slet ikke plads til store pattedyr.

Derimod er der mange fugle i Holland. De fleste fugle findes i de store marsk- og vådområder langs kysten.

Grågås

Grågås

Hollands skestorke _

Hvert år flyver der hundredetusinder trækfugle forbi Holland. I vadehavet langs den hollandske vestkyst er der masser af føde til fuglene, og fuglene vælger derfor tit at holde pause her.

Det er særligt gæs, ænder og vadefugle, som efterår og forår flyver over landet. Mange gæs bliver endda i Holland om vinteren, fordi vintrene som regel er milde.

En af Hollands mærkeligste fugle er skestorken. Indtil for nylig var Holland det nordligste sted i Europa, hvor skestorken kunne klare sig. I dag yngler skestorken dog også i Danmark, og de danske skestorke stammer faktisk fra Holland.

Skestorken er slet ingen stork, som man ellers skulle tro. Den er en ibis. Ibisser er ellers tropiske fugle, men skestorken kan åbenbart godt klare sig i det kølige Nordeuropa.

Skestorken er en næsten helt hvid fugl. Den er 80-90 cm lang og har et vingefang på 115-130 cm. Når man ser den tæt på, er skestorken let at kende. Dens næb har nemlig form som en ske. Men hvis man ser den langt fra, ligner den en hvid silkehejre eller sølvhejre.

Når skestorken skal finde føde, bruger den sit skeformede næb. Den stikker næbbet ned i vandet og svinger det fra side til side. På den måde fanger den små fisk, insektlarver, snegle, muslinger og krebsdyr.

Skestorken yngler i kystområder, laguner og floddeltaer. Den vil helst bygge sin rede på små øer. Her er der nemlig ikke ræve, rotter og andre små rovdyr, som kunne finde på at æde ungerne. Hunnen lægger 3-5 æg, som hun ruger på i 24-25 dage. Ungerne kan klare sig selv, når de er ca. 2 måneder gamle.

Engang var de hollandske skestorke tæt på at blive udryddet. Der var nemlig meget forurening, og storkene fik ikke ro og fred, når de skulle yngle. Men så blev skestorkens levesteder fredede, og fuglene begyndte at få det bedre. I dag findes der ca. 1500 par skestorke i Holland.

Skestorken overvintrer i Afrika. Den vender tilbage til Holland tidligt om foråret.

Skestork

Skestork

Sjældne og truede dyr _

Der er mange dyr, som er sjældne eller truede i Holland. Dem prøver man at beskytte på forskellige måder. Nogle af de måder, man kan beskytte dem på, er gennem lovgivning og internationalt samarbejde.

I EU er Holland med i blandt andet:

  • Natura 2000 eller habitatdirektivet. Det skal sørge for, at både sjældne naturtyper og en række sjældne dyre- og plantearter samt deres levesteder ikke ødelægges og forsvinder.
  • Fuglebeskyttelsesdirektivet. Det skal sørge for, at medlemslandene blandt andet udpeger og sikrer levesteder for fugle. De beskyttede områder kalder man også fuglebeskyttelsesområder.

Holland har ca. 135 dyrearter af stor international værdi og 56 dyrearter af international værdi. Det betyder, at Holland skal gøre ekstra meget for at beskytte disse dyr og deres levesteder.

Mange dyr er forsvundet fra Holland. De er uddøde på grund af for eksempel jagt, eller fordi deres levesteder blev ødelagt eller forurenede. I dag forsøger hollænderne at genindføre nogle af dyrene til landet.

Bæveren er et af de dyr, som man har genindført til Holland. Den sidste hollandske bæver blev skudt i 1826, men i 1988 blev bæveren genudsat i Biesbosch. Biesbosch er en af Hollands største nationalparker. I 1994 blev der også udsat bævere i Geldersee Port.
Bæveren klarer sig godt i Holland. Der bliver flere og flere af dem, og bæverne spreder sig til nye dele af landet.

I Holland har man også genudsat hvid stork, odder og laks.

Der er også nogle dyr, som er kommet tilbage til Holland af sig selv. Det er for eksempel:

  • hue-vandnymfe
  • silkehejre
  • trane
  • marsvin.
Bæver

Bæver

Laks

Laks

▴ Top