Holland er et multietnisk samfund
Demografi

Befolkning

Demografi _ -

I Holland bor der 16,8 millioner mennesker

Holland er et multietnisk samfund.

Hollændere er mere forskellige end for eksempel danskere. Når mennesker har den samme baggrund kalder man dem for en etnisk gruppe. Omkring 80 % af hollænderne er etniske hollændere. I Danmark er over 90 % af danskerne etniske danskere.

I Holland bor der derfor mange mennesker, som har en anden etnisk baggrund. Det er blandt andet fordi, Holland har haft kolonier forskellige steder i verden. Mange hollændere stammer for eksempel fra Indonesien og Surinam, som engang var hollandske kolonier. Andre stammer fra De Nederlandske Antiller, som stadig er en del af Holland.

Der er også en del hollændere, som er gæstearbejdere fra blandt andet Tyrkiet og Marokko eller flygtninge fra for eksempel Irak og Afghanistan.

Fordi der bor så mange forskellige mennesker i Holland, siger man, at Holland er et multietnisk samfund.

At være hollænder vil sige at have hollandsk indfødsret eller hollandsk statsborgerskab. Det er altså lige meget, hvilken etnisk baggrund man har.

Holland er et multietnisk samfund

Holland er et multietnisk samfund

Befolkningens fordeling _

I 2015 boede der ca. 16,8 millioner mennesker i Holland. Holland har et areal på 33.883 kvadratkilometer. Det betyder, at der i gennemsnit bor 493 mennesker per kvadratkilometer.

Selv om Holland er så tæt befolket, er der faktisk ingen byer med mere end 1 million indbyggere. De fire største byer i Holland er:

  • Amsterdam med 780.000 indbyggere
  • Rotterdam med 611.000 indbyggere
  • Den Haag med 500.000 indbyggere
  • Utrecht med 312.634 indbyggere.

De fire byer og deres forstæder er i dag nærmest vokset sammen. Man kalder de fire byer og områderne mellem dem for ”Regio Randstad”. Her bor der ca. 7,5 millioner mennesker. Det er næsten halvdelen af hele Hollands befolkning. Og det er en af de største byområder i Europa.

Holland er tæt befolket

Holland er tæt befolket

Befolkningsudvikling _

I dag bor ca. 16,7 millioner mennesker i Holland.
Første gang hollænderne blev talt, var i 1795. Folketællingen viste, at der dengang boede 828.542 mennesker i Holland. Det var Frankrig, som ville vide, hvor mange unge mænd, der var i Holland. Mændene skulle nemlig bruges som soldater i krigen mod England.

I 1829 lavede Holland sin egen folketælling. Dengang boede der 2.613.298 mennesker i Holland. I 1900 blev befolkningen talt igen. Antallet af indbyggere var nu vokset til omkring 5.104.000 mennesker.

I løbet af de næste 50 år voksede Hollands befolkning til det dobbelte. I 1950 boede der altså 10.027.000 mennesker i Holland. I dag vokser Hollands befolkning ikke helt så hurtigt. Alligevel bor der næsten dobbelt så mange mennesker i Holland i dag, som der gjorde i 1950.

Hollandske kvinder bliver ældre og ældre, før de får deres første barn:

  • i 1950 var kvinderne i gennemsnit 26,4 år gamle, når de fik deres første barn
  • i 1970 var kvinderne i gennemsnit 24,3 år gamle, når de fik deres første barn
  • i dag er kvinderne i gennemsnit 29,4 år, når de får deres første barn.

Når kvinderne venter med at få børn, får de heller ikke så mange. Der er også mange kvinder, som har svært ved at blive gravide, fordi de er blevet for gamle.
Der bliver altså ikke født så mange børn i Holland mere. Derfor skulle man tro, at der også blev færre hollændere, men sådan er det ikke.

I de senere år er befolkningen i Holland faktisk vokset. Det er, fordi flere og flere mennesker er indvandret til Holland. Og færre og færre mennesker er udvandret fra Holland:

  • i 2007 indvandrede 116.000 mennesker til Holland
  • i 2008 indvandrede 143.000 mennesker til Holland
  • i 2011 indvandrede 160.000 mennesker til Holland.

Hollænderne tror dog ikke, at befolkningen vil vokse lige så hurtigt i fremtiden, som den har gjort indtil nu.

I de senere år er befolkningen i Holland vokset

I de senere år er befolkningen i Holland vokset

Befolkningsudvikling fra 1950 til 2010.

Befolkningsudvikling fra 1950 til 2010.

Befolkningsstruktur _

Der bliver der flere og flere ældre i Holland. Det skyldes, at levealderen i Holland er meget høj. Til gengæld bliver der ikke født så mange børn.
I 1900 havde Holland kun 35.000 personer over 80 år. I 2008 var det tal steget til 635.000.

Alligevel er Hollands befolkning i gennemsnit yngre end i de fleste andre europæiske lande. Faktisk er det kun Irlands befolkning, som i gennemsnit er yngre end Hollands befolkning.

I 2015 var:

  • 16,73 % af Hollands befolkning under 15 år gammel
  • 65,29 % af Hollands befolkning var 15-65 år gammel
  • 17,97 % af Hollands befolkning var over 65 år gammel.

I gennemsnit bliver hollænderne 81,23 år gamle. Hollandske mænd bliver i gennemsnit 79,11 år gamle, mens hollandske kvinder i gennemsnit bliver 83,47 år gamle.

Holland er et multietnisk samfund. De betyder, at mange hollændere stammer fra andre lande. Nogle kommer fra Hollands gamle kolonier, mens andre stammer fra Hollands nabolande.

I 2012 bestod Hollands befolkning af:

  • 13.236.618 etniske hollændere
  • 377.618 etniske indonesere
  • 392.923 etniske tyrkere
  • 344.734 etniske surinamere
  • 362.954 etniske marokkanere.

Derudover er der grupper fra Tyskland, Belgien, Polen og flere andre lande.
Mennesker er dog ikke kun indvandret til Holland. Mange hollændere er også udvandret. I 1950’erne udvandrede for eksempel over 500.000 hollændere til USA, Sydafrika, Australien, Canada og New Zealand. Mange flyttede, fordi Holland blev ramt af hungersnød og fattigdom efter 2. verdenskrig.

Der bliver ikke født så mange børn i Holland

Der bliver ikke født så mange børn i Holland

Gennemsnitlig levealder for mænd og kvinder fra 1986 til 2008.

Gennemsnitlig levealder for mænd og kvinder fra 1986 til 2008.

Aldersfordelingen af befolkningen i 2008.

Aldersfordelingen af befolkningen i 2008.

▴ Top