Hollands tidlige historie _ -

De første mennesker kom til Holland for ca. 11.000 år siden

Holland og Belgien udgjorde i mange år landet Nederlandene. Nederlandene blev besat af blandt andre romerne, sakserne og frankerne.

Hollands og Belgiens historie er tæt forbundet med hinanden. Holland og Belgien har i århundreder været forenede under navnet Nederlandene. Her bliver landet kaldt Nederlandene, indtil Belgien bliver et selvstændigt rige, og de to lande skilles.

I slutningen af den sidste istid, for ca. 11.000 år siden, kom de første mennesker til Nederlandene. De var stenalderfolk og levede af jagt og fiskeri. Omkring 5300 f.Kr. begyndte man så småt at dyrke jorden og holde husdyr – dermed opstod de første faste bopladser og landsbyer. Stenalderbønderne byggede også monumenter og gravkamre af store sten. I dag kan man dog kun se ca. 50 af dem – resten er væk, fordi senere indbyggere har brugt stenene til andre formål.

Omkring 600 f.Kr. rykkede keltiske og germanske stammer ind i landet. Kelterne og germanerne var krigeriske folk, der byggede fæstninger for at forsvare deres områder. Det hjalp dem dog ikke mod romerne. Romernes hære var efter tidens mål ekstremt velorganiserede, og i 57 f.Kr. erobrede Julius Cæsars tropper det område, som i dag udgør Belgien og det sydlige Holland. Disse områder blev nu romerske provinser. Bortset fra enkelte oprør var tiden under romersk overherredømme fredelig. I år 406 e.Kr. måtte romerne dog trække sig bort, da landet blev invaderet af saksere og frankere.

Frankerne underlagde sig hurtigt stort set alle nabolandene i Vest- og Centraleuropa. Nederlandene kom dog først ind under Frankerriget i 785, da sakserhøvdingen Widukind overgav sig efter hård kamp. Frankerrigets succes skyldtes dels, at kongen omgav sig med trofaste krigere – de såkaldte lensmænd – og dels, at kongen samarbejdede med kirken og paven i Rom. Det gav kongen stor politisk og militær magt. Kirkens folk begyndte at missionere i 600-tallet, og i 629 blev en lille kirke bygget i Utrecht – oven på ruinerne af et romersk fort. I de nordlige områder holdt man dog fast i den gamle hedenske tro i lang tid.

Da den største frankiske konge, Karl den Store, døde i 814, blev riget delt mellem hans tre sønner. Nederlandene kom under sønnen Lothar, men fra 925 kom det under det tysk-romerske rige. Landet var opdelt i en række småstater med flere rige handelsbyer. De mange floder i området betød, at landet blev et centrum for handelen i Europa på denne tid. Man nøjedes dog ikke med at handle og fragte varer videre til landene omkring dem. Allerede i 1100-tallet opstod der i Flandern verdens første center for tekstilindustri. Her lavede man klæde og lærred af hør fra Flandern og uld fra England.

Rigdommen i de nordlige provinser gjorde handelsbyerne i Flandern mere og mere magtfulde. Til sidst gjorde de sydlige provinser oprør mod dem – med støtte fra Frankrig. I år 1300 besatte franskmændene Flandern, som svarede igen med en indædt kamp. Englænderne blandede sig i konflikten ved at standse eksporten af uld til Flandern. Dét kunne mærkes – de store handelsbyer begyndte at miste deres magt. Det svækkede område blev i 1384 erobret af nabostaten Burgund, og da Maria af Burgund i 1477 giftede sig med Maximilian 1., overgik Nederlandene til de magtfulde habsburgere.

Maria og Maximilians søn, Filip den Smukke, overtog senere magten. I 1504 arvede han den spanske trone. Dermed blev Nederlandene og Spanien knyttet sammen. Dette skulle senere få stor betydning. I disse århundreder blev Nederlandene et kulturelt centrum i Europa. Handel og håndværk var rigt udviklet, og kunst og videnskab blomstrede.