Arbejde _ -

I Holland arbejder de fleste inden for servicefagene

Mange hollændere, især kvinder, arbejder på deltid.

I Holland er mange i arbejde, og hollænderne arbejder meget. Der er også brug for meget arbejdskraft, da Holland til dels har den samme befolkningsprofil som mange andre vestlige lande. Befolkningsprofilen viser nemlig, at der er flere og flere ældre, der er uden for arbejdsmarkedet, og dermed er der færre og færre til at tjene penge til samfundet. Indtil finanskrisen ramte verden i slutningen af 2008, var arbejdsløsheden relativ lav i Holland.

Holland har tidligere været et bondesamfund, der udviklede sig til et moderne industrisamfund. Nu er landet udsat for en voldsom konkurrence fra andre lande, særligt i østen, der kan producere varerne billigere. Derfor er Holland nødt til at omstille sig fra et industrisamfund til et videnssamfund.

Hollænderne har mange forskellige jobs, som i stor udstrækning svarer til de jobs, man også finder i Danmark. Alle jobs tilsammen kaldes for arbejdsmarkedet, som man i Holland inddeler i følgende sektorer:

• landbrug, skovbrug og fiskeri
• industri og anden produktion
• bygge- og anlæg
• engros- og detailsalg
• hotel- og restaurationsvirksomhed
• transport og kommunikation
• finans, handel og kontor
• offentlig administration og forsvar
• undervisning
• sundhed
• andet.

Hver sektor er underopdelt i en række brancher, og brancherne er opdelt i erhverv. Det vil sige, at hvis man for eksempel underviser, så er ens erhverv lærer, ens branche er folkeskolelærer, og man er ansat i undervisningssektoren.

Landbrug, skovbrug og fiskeri kaldes for primære erhverv. Primære erhverv udnytter naturressourcerne direkte. Landbrugssektoren har stor betydning for Hollands indtjening, og Holland ligger på tredjepladsen i verden med hensyn til eksport af landbrugsprodukter (efter USA og Frankrig). Desuden har Holland mange drivhuse, hvor man blandt andet producerer blomster og blomsterløg, grøntsager, frugt og svampe. Blomster og blomsterløg produceres også i store mængder i det fri.

En af de store arbejdspladser er Rotterdams havn. Det er Europas travleste havn og indtil 2004 verdens meste travle havn (nu overgået af Singapore og Shanghai). Havnen er Europas største fordelingscentral med hensyn til gods, og i 2010 var Rotterdam verdens tiendestørste containerhavn.

I mange år har Holland først og fremmest været et industrisamfund, som producerede varer, der kunne sælges i Holland og/eller eksporteres til udlandet. Den internationale konkurrence og globalisering betyder dog, at mange varer kan produceres meget billigere i andre lande. Holland er derfor tvunget til at omstille sig for ikke at tabe i konkurrencen med de nye industrilande.

Lige nu befinder Holland sig i en overgang fra industrisamfund til videnssamfund. I videnssamfundet er det viden og knowhow, der skal sælges. I dag arbejder ca. 81 % alle hollandske lønmodtagere i et serviceerhverv. Til sammenligning arbejder ca. 17 % i industrien og kun 2 % i landbrug, skovbrug og fiskeri (de primære erhverv).

Serviceerhvervene er meget forskellige. Det kan være alt fra rengøring til rådgivning, konsulentvirksomhed og udvikling af software. Fælles for dem er, at de giver kunderne noget, som de ikke selv kan finde ud af, eller som de ikke har tid til.

I 2014 var 7.706.000 hollændere i arbejde. Tallet omfatter folk mellem 15 og 64 år, der arbejdede mindst 12 timer om ugen. Resten er enten arbejdsløse, børn, pensionister, under uddannelse eller uarbejdsdygtige på grund af sygdom eller handikap.

Arbejdsløsheden har de sidste år ligget på ca. 4-5 %. På grund af finanskrisen er der dog kommet flere arbejdsløse, og i 2014 var arbejdsløsheden i Holland oppe på 7,4 %.

Der er flest mænd på det hollandske arbejdsmarked. I 2014 havde lidt over 4 millioner hollandske mænd arbejde, mens 3,6 millioner hollandske kvinder havde arbejde.

Arbejdsloven siger, at en arbejdsdag højest må være på 9 timer, og en arbejdsuge højest må være på 45 timer. I gennemsnit arbejder en fuldtidsansat lønmodtager ca. 40 timer om ugen. Ifølge EU-reglerne må en lønmodtager højst arbejde 48 timer om ugen. I en kortere periode må lønmodtageren godt arbejde mere, men målt over 4 måneder skal gennemsnittet holde sig på højst 48 timer om ugen. Disse regler overholder Holland altså.

Den normale arbejdsuge er på 5 dage, og lønmodtageren skal holde mindst en fridag om ugen. Langt de fleste lønmodtagere har fri lørdag-søndag, men nogle mennesker har på grund af deres religion fri på andre tidspunkter.

I alle sektorer er det blevet mere og mere almindeligt kun at arbejde i 4 dage om ugen mod til gengæld at arbejde længere hver arbejdsdag – i praksis ca. 10 timer. Ifølge arbejdsloven er det forbudt, og på et tidspunkt bliver parterne nødt til at forhandle sig frem til en officiel aftale.

En lønmodtager på fuld tid har ret til 20 feriedage om året. De fleste arbejdsgivere betaler for yderligere 5 feriedage, så i praksis har de fleste fuldtidsansatte lønmodtagere 25 feriedage om året. Lønmodtageren får normalt løn i ferien plus 8 % i feriepenge oveni. Dertil kommer fridage på helligdage som f.eks. jul og påske.

Mange lønmodtagere i Holland arbejder på deltid, og Holland ligger langt foran de øvrige EU-lande, når man ser på antallet af deltidsansatte. I 2009 var knap halvdelen af arbejdsstyrken på deltid. Man er på deltid, når man arbejder mindre end 35 timer om ugen. Gennemsnittet for EU var 18,2 %, og til sammenligning havde Danmark en andel af deltidsansatte på 24,1 % i 2007.

Det er først og fremmest de hollandske kvinder, der arbejder på deltid. I 2009 arbejdede tre ud af fire kvinder (75,0 %) på deltid. Andelen af deltidsansatte kvinder har været stabilt i mange år og ser ikke ud til at ændre sig.

Lønnen aftales normalt mellem fagforeninger og arbejdsgivere. I den offentlige sektor får man almindeligvis samme løn for samme arbejde. I de private erhverv forhandler man ofte individuelt. Der findes dog nogle grundtakster (mindsteløn), som skal respekteres.

Lønniveauet er nogenlunde som i Danmark, det vil sige højt. Man kan dog ikke uden videre sammenligne løn mellem forskellige lande. Skat, bilpriser, huspriser og varepriser spiller ind på, hvad man har tilbage, når alle faste udgifter er betalt - den såkaldte realløn. Reallønsvæksten har været stigende gennem mange år, og købekraften hos hollænderne har da også været stor.

Arbejdere og arbejdsgivere kan være organiseret henholdsvis i en fagforening eller en arbejdsgiverforening. I Holland er ca. 1,8 millioner lønmodtagere medlem af en fagforening. Det svarer til ca. 22 % af arbejdsstyrken (i Danmark er ca. 75 % organiseret i en fagforening). Som i mange andre vesteuropæiske lande er tallet faldende, og det er særligt de unge, der ikke er medlem af en fagforening.

Fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne aftaler spillereglerne på arbejdsmarkedet for en periode ad gangen. Her aftaler man ikke bare løn, men også pension, ferie, barnets første sygedag, afspadsering og meget, meget andet.

En fagforening repræsenterer normalt en lokal sammenslutning af arbejdstagere inden for samme fagområde. Fagforeningerne samles igen i fagforbund, som atter samles i en hovedsammenslutning.

De tre største fagforeninger i Holland er FNV, CNV (en kristen fagforening) og MHP. FNV er langt den største med over 1,3 millioner medlemmer. Disse fagforeninger er paraplyorganisationer, som repræsenterer mange forskellige fagforeninger i Holland.

Arbejdsgiverne er organiseret i en arbejdsgiverorganisation, der varetager deres interesser i forhold til arbejdstagerne. Den største arbejdsgiverorganisation i Holland hedder VNO-NCW (navnet er en sammentrækning af Verbond van Nederlandse Ondernemingen (VNO) og Nederlands Christelijk Werkgeversverbond (NCW), som blev sammensluttet i 1996). Omkring 130 brancheorganisationer med tilsammen 115.000 virksomheder er organiseret i VNO-NCW.

Hvis ikke fagforening og arbejdsgiverforening kan forhandle sig til enighed, er der et sæt spilleregler for det videre forløb. Arbejdernes stærkeste våben er en strejke (det vil sige at nedlægge arbejdet), mens arbejdsgiverens stærkeste våben er en lockout (det vil sige at forhindre, at arbejdstagerne kan arbejde).

Man taler om lovlige og ulovlige strejker. En lovlig strejke skal følge reglerne, som er nedfæstet i love, direktiver og diverse aftaler mellem parterne. I Holland begynder man normalt ikke en konflikt via en strejke eller en lockout. Hvis man alligevel strejker/lockouter kan man blive idømt en bod (en slags bøde), som godt kan være meget stor. Det er arbejdsretten, som er en særdomstol, der tager sig af sådanne sager.