Det politiske system _ -

Holland er et konstitutionelt monarki

Reelt ledes landet af en demokratisk valgt regering.

Holland har været et konstitutionelt monarki siden 1815. Før den tid, fra 1581 til 1806, var landet en republik. Franskmændene besatte Holland i årene 1806-1815, men efter Napoleons nederlag vendte statsholderen Willem 6. af Oranje tilbage som kong Willem 1. Han oprettede et konstitutionelt monarki, og hans efterkommere har sidenhen siddet på Hollands trone.

Formelt er det kongen eller dronningen, som udpeger regeringen. I praksis bliver der efter hvert parlamentsvalg dannet en regering efter forhandlinger imellem Hollands mange partier. Alle regeringerne har været koalitionsregeringer, da et enkelt politisk parti aldrig har haft politisk flertal. Siden 2010 har premierministeren været Mark Rutte fra det liberale parti VVD. Hans parti danner koalitionsregering med Arbejderpartiet (PVDA).

I Holland findes flere partier, som afspejler de religiøse og regionale skillelinjer i landet. Ikke mindst calvinister og katolikker har haft hver deres partier. Disse skel er dog blevet meget mindre i de senere år.

Udover det egentlige Holland omfatter kongeriget også De nederlandske Antiller og Aruba, som har internt selvstyre.

Holland er et demokrati, og mindst hvert 4. år går hollænderne til valgurnerne for at vælge medlemmerne til parlamentet (Generalstaterne). Parlamentet har to kamre. Andetkammeret (Tweede Kamer) har 150 medlemmer, som vælges efter direkte forholdstal. Førstekammeret (Eerste Kamer) har 75 medlemmer. De vælges af landets 12 provinsparlamenter ved indirekte råd.

Både regeringen og Andetkammeret kan fremsætte lovforslag, mens Førstekammeret alene har ret til at godkende eller forkaste forslagene.

De 12 provinsers parlamenter vælges ligesom Andetkammeret ved direkte valg hvert 4. år. Systemet med provinsparlamenterne stammer helt tilbage fra den sene middelalder. Her var landet opdelt i en række småstater med hvert sit parlament. Det gav indbyggerne en for datiden usædvanlig politisk og personlig frihed. Provinserne har fortsat en høj grad af selvstyre.

Ud over valg til Generalstaterne og provinsparlamenterne er der også kommunalrådsvalg hvert 4. år. Kommissæren i provinserne og borgmesteren i kommunerne udpeges dog af dronningen.

Visse spørgsmål tager befolkningen stilling til ved en folkeafstemning. Hollænderne stemte således nej til EU-forfatningstraktaten i 2005. EU’s stats- og regeringschefer blev i 2007 enige om en ny, revideret traktat for EU – den såkaldte Lissabontraktat. Den skal godkendes af alle EU-landene, før den kan træde i kraft. Trods protester besluttede Hollands regering, at Lissabon-traktaten ikke skulle til folkeafstemning – og i juli 2008 godkendte parlamentet traktaten.

Hollands oprindelige forfatning er fra 1814. Siden er der kommet en række ændringer til, hvoraf den seneste er fra 1983. Den oprindelige forfatning slog fast, at landet er et konstitutionelt monarki, og at monarken er statens overhoved. I 1848-1849 oplevede Europa en række revolutioner. Befolkningerne krævede politiske rettigheder, og at adelens privilegier blev afskaffet. I Holland førte det til, at forfatningen blev ændret: Nu indførte man parlamentarisk demokrati. I begyndelsen var det dog kun de velbjergede mænd, som kunne stemme. Først i 1919 blev der almindelig stemmeret for både kvinder og mænd uanset indkomst. Selv om der blev indført demokrati, holdt man fast i, at monarken forblev statsoverhoved.

Nogle af reglerne for landets styre finder man ikke i den skrevne forfatning.
De er blandt andre, at:

• regeringen eller en minister må gå af, hvis Andetkammeret fremsætter en mistillidserklæring
• regenten højest kan opløse Andetkammeret én gang på grund af konflikt eller et specifikt politisk emne
• Førstekammeret aldrig må blokere lovgivningen alene på grund af partipolitik.

Forfatningen beskriver borgernes basale rettigheder, og hvordan statsmagten fordeles og administreres. Borgernes rettigheder er blandt andre lighed for loven, stemmeret, religionsfrihed, hjemmets ukrænkelighed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

Statsmagten deles i tre: den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt.

I Holland ligger den udøvende magt hos kongen eller dronningen. Det er regenten, der udnævner premierministeren, som derefter sammensætter regeringen. Ministre må ikke være medlemmer af parlamentet, men de kan overvære møderne og deltage i parlamentets debatter. Sammen udgør ministrene Ministerrådet, som kan tage initiativ til love og politik. Hver fredag mødes Ministerrådet i Binnenhof, Hollands historiske parlamentsbygning i Haag. Alle ministre, inklusive premierministeren, er i princippet lige, og man gør sig stor umage for at opnå enighed om de forskellige politiske emner.

Regeringen er på kollektiv vis ansvarlig over for parlamentet. Bliver en minister ikke længere støttet af et parlamentarisk flertal, er det kutyme, at han eller hun træder tilbage.

I praksis er det politiske arbejde fordelt på en række ministerier, ledet af en minister.
De hollandske ministerier er:

• Ministeriet for generelle forhold (svarer lidt til det danske statsministerium)
• Ministeriet for landbrug, natur og fødevarer
• Forsvarsministeriet
• Økonomiministeriet
• Ministeriet for uddannelse, kultur og videnskab
• Finansministeriet
• Udenrigsministeriet
• Ministeriet for boliger, byplanlægning og miljø
• Indenrigsministeriet
• Justitsministeriet
• Social- og beskæftigelsesministeriet
• Ministeriet for transport, offentlige arbejder og inddæmning.

Den lovgivende magt ligger hos regeringen – eller rettere hos regenten og regeringen – og parlamentet i forening. Regentens rolle begrænser sig i praksis til at underskrive alle love, før de træder i kraft. Selv om regenten kan blande sig i landets lovgivning, gør han det aldrig.

Nye love bliver fremlagt af regeringen eller Andetkammeret. Førstekammeret kan ikke foreslå love. Førstekammeret kan kun vedtage eller afvise love i deres fulde form, men i praksis kan Førstekammeret sende lovforslaget tilbage med forslag til ændringer.

Nye love træder i kraft, når parlamentet har vedtaget dem, og kongen har underskrevet dem.

Ud over de formelle love findes der en række andre forordninger, som kaldes væsentlige love. Det drejer sig om forordninger, der er blevet fremlagt for Ministerrådet og Statsrådet. Borgerne kan dog ikke uden videre straffes, hvis de overtræder disse love. For at det kan være strafbart at bryde en forordning, skal den være baseret på en formel lov.

Et statsråd (Raad van State) på 28 medlemmer udpeges og ledes formelt af kongen. Reelt er det en vicepræsident, som står for dette arbejde. Statsrådet kan rådgive på alle lovområder, medlemmerne sidder i rådet på livstid og består af et bredt spektrum af samfundet – videnskabsmænd, fagforeningsfolk, folk fra erhvervslivet og så videre. Alle lovforslag skal sendes til statsrådet, hvor de bliver vurderet og kommenteret. Statsrådets råd er ikke bindende, men regeringen forventes at tage hensyn til statsrådets vurderinger. Statsrådet er desuden den øverste administrative domstol i Holland.

Den dømmende magt er den instans, som tolker og dømmer efter lovene. Domstolene er selvstændige og må ikke påvirkes af partipolitik. Alle dommere bliver udpeget af regeringen. Dommerne udpeges normalt for livstid – det gør man for at sikre dommernes uafhængighed. I praksis går de dog på pension, når de bliver 70 år.

I Holland er der:

• 19 distriktsdomstole
• 4 appeldomstole
• 1 højesteret
• 2 administrative domstole.

Statsrådet (Raad van State) er også en del af den dømmende magt, da dette råd fungerer som den øverste administrative domstol.