Holland er et af de mest religiøst tolerante samfund i Europa
Religion

Befolkning

Religion _ -

Kristendommen er den største religion i Holland

Religionsfrihed er en vigtig del af hollændernes kultur og historie.

I ca. 600 f.Kr. erobrede keltere og germanere det område, hvor Holland ligger i dag. Kelterne dyrkede en frugtbarhedsreligion, som blev ledet af druider. Man tilbad solen og dyrkede en lang række guder og gudinder – og ofrede også mennesker. Germanerne dyrkede en religion, som havde mange fællestræk med den nordiske religion. For eksempel hed én af germanernes guder Wotan – det svarer til nordboernes gud Odin. I 600-tallet begyndte kirkens folk at drive mission, og mange lod sig døbe og omvende til den romersk-katolske tro. Især i de sydlige områder. Nordpå holdt man fast i den hedenske frugtbarhedsreligion i længere tid.

I middelalderen var katolicismen den eneste tro, som var tilladt. Men der var samtidig mange kætterbevægelser i de hollandske byer. Under reformationen i 1500-tallet slog inkvisitionen hårdt ned på religiøse afvigere. Alligevel fik især calvinismen mange tilhængere.

Den hollandske reformation hang tæt sammen med kampen for uafhængighed af det katolske Spanien, og striden endte med både politisk og religiøs frihed i de nordlige dele af Holland. De sydlige dele forblev derimod under spansk styre i mange år og blev senere til det nuværende Belgien.

Efter reformationen var Holland tolerant over for forskellige religioner. Calvinismen var den eneste lovlige religion, men andre kristne og jødiske grupper blev tolereret. Det største mindretal var katolikkerne, og katolicismen blev anerkendt som lovlig religion i 1853.

Holland har været et multikulturelt samfund siden 1970’erne, og det er i dag det land i Europa, hvor adskillelsen mellem stat og kirke er mest tydelig. Regeringen har kun lov til at blande sig i folks religion, hvis det forstyrrer den offentlige orden og lignende. Holland er samtidig et af de mest religiøst tolerante samfund i Europa, og mange religiøse grupper har deres egne radio- og tv-stationer.

Holland er et af de mest religiøst tolerante samfund i Europa

Holland er et af de mest religiøst tolerante samfund i Europa

Katolikker og calvinister _

Kristendommen er den største religion i Holland. Siden reformationen har landets kristne dog været delt i katolikker og calvinister.

Calvinisterne bygger deres tro på reformatoren Jean Calvins lære. Calvins lære minder meget om Martin Luthers, hvis ideer i 1500-tallet delte den kristne verden op i protestanter og katolikker. De hollandske protestanter (calvinister) har dog et andet syn på blandt andet nadveren og dåben, end man har i den danske folkekirke.

Da Holland blev befriet for Spaniens herredømme i 1600-tallet, blev Holland et protestantisk land. Katolikkerne blev dog tolereret. Calvinisterne blev hurtigt splittet mellem de meget bibeltro, og de mere moderate og liberale. Det førte til, at der i 1800-tallet blev dannet to konservative frikirker – De Gereformeerde Kerken van Nederland, som er calvinistisk, og Nederlandse Hervormde Kerk, som er hollandsk reformert.

I 1800-tallet begyndte katolikkerne for alvor at gøre sig bemærket i samfundet. De dannede deres egne partier, fagforeninger, medier og så videre. Siden 1960’erne har den katolske kirke i Holland forsøgt at føre en progressiv linje over for Rom – de hollandske katolikker hører dermed til de mindst ”konservative” katolikker i Europa. I dag udgør katolikkerne det største trossamfund i Holland. Af den voksne hollandske befolkningen er 27 % katolikker.

Protestanterne udgør 12 % af befolkningen. Siden 2. verdenskrig har de protestantiske kirker mistet mange af deres medlemmer, og flere og flere hollændere kalder sig ikke-religiøse. Frafaldet hos protestanterne har været langt større end hos katolikkerne.

Landets kristne er delt i katolikker og calvinister

Landets kristne er delt i katolikker og calvinister

Andre trossamfund _

Amsterdam havde engang et af de største jødiske samfund i Europa, men næsten alle de hollandske jøder (omkring 140.000 mennesker) blev dræbt af nazisterne under 2. verdenskrig. I dag lever der omkring 30.000 jøder i Holland, heraf halvdelen i Amsterdam. Jøderne udgør 0,18 % af befolkningen.

Immigranter har bragt nye religioner til landet, ikke mindst islam. Man anslår, at der er omkring 1 million muslimer i Holland. Det svarer til 6 % af befolkningen. Omkring halvdelen af muslimerne praktiserer deres tro – det vil sige går i moskeen, overholder Ramadanen og lignende. De fleste store byer har en eller flere moskeer.

I mange år har muslimerne tilsyneladende levet fredsommeligt side om side med den øvrige hollandske befolkning. Men angrebet på World Trade Center 11. september 2001 og i særdeleshed mordet på filminstruktøren Theo van Gogh i 2004 startede en heftig debat om islam i Holland. Var muslimerne integreret i det hollandske samfund? Eller udgjorde de i virkeligheden et parallelsamfund uden forståelse for Hollands værdier om frihed og tolerance? Mange hollandske muslimer føler i dag, at de bliver mistænkeliggjort – alene på grund af deres tro.

Andre trossamfund er blandt andre hinduer, buddhister, Sai Baba og Hare Krishna. Hinduerne udgør en ret stor gruppe, nemlig omkring 100.000 personer. De fleste hinduer stammer fra Hollands tidligere koloni Surinam i Sydamerika. Da slavehandelen blev forbudt, blev mange indere hentet til Surinam som arbejdskraft til sukker- og tobaksplantagerne – og en del af dem er siden immigreret til Holland.

En stor del af Hollands befolkning – omkring 40 % – tilhører ikke nogen religion. De kalder sig enten ateister eller agnostikere.

Man anslår, at der er omkring 1 million muslimer i Holland

Man anslår, at der er omkring 1 million muslimer i Holland

Religion i skolen _

Ifølge Hollands forfatning er det tilladt at have skoler baseret på tro. Der findes derfor særlige skoler for katolikker, calvinister, jøder, muslimer og hinduer. Både offentlige og private skoler finansieres af staten.

Undervisningen i religion kan foregå på to måder:

  • Orientering om de forskellige religioner – det vil sige saglig, ikke-forkyndende undervisning.
  • Forkyndende undervisning – det vil sige, at læreren forsøger at overbevise eleverne om, at en bestemt religion er den sande og rigtige. Den forkyndende undervisning fortages ikke af almindelige lærere, men af folk som er udpeget af de forskellige kirker og trossamfund.

Nogle kritikere peger på, at det skader integrationen og sammenholdet i Holland, hvis eleverne bliver oplært i en bestemt tro i skolen. Det samme er tilfældet, hvis skolerne ikke orienterer eleverne om andre trossamfund end det, de selv tilhører. Hollands lange tradition som et land med religionsfrihed gør det dog meget vanskeligt at gribe ind i skolernes religionsundervisning.

Troende og ikke-troende _

I 2005 blev der lavet en undersøgelse af europæernes forhold til tro og religion. Heraf fremgik det, at 34 % af hollænderne troede på en gud, mens 37 % svarede, at de troede på en ånd eller livskraft. 27 % af hollænderne svarede, at de slet ikke troede på nogen form for gud, ånd eller lignende.

▴ Top