Hollændere er en mere blandet gruppe end for eksempel danskere
Demografi

Befolkning

Demografi _ -

I Holland bor der 16,8 millioner mennesker

Holland er et multietnisk samfund.

Hollændere er en mere blandet gruppe end for eksempel danskere. Omkring 80 % af hollænderne er etniske hollændere, mens andelen af etniske danskere i Danmark udgør lidt over 90 %. Det hævdes, at Amsterdams indbyggere spænder over mere end 200 nationaliteter, hvilket vidner om den hollandske befolknings kulturelle mangfoldighed.

En af årsagerne til Hollands blandede befolkning er landets tidligere besiddelser. Mange af de etniske grupper stammer således fra tidligere kolonier som Indonesien og Surinam eller fra De Nederlandske Antiller, som stadig er en del af Holland. Andre etniske grupper er gæstearbejdere fra blandt andet Tyrkiet og Marokko samt flygtninge fra for eksempel Irak og Afghanistan.

Flertallet af hollænderne har dog den samme historiske og kulturelle baggrund og tilhører den samme befolkningsgruppe.

At være hollænder vil sige at have hollandsk indfødsret eller hollandsk statsborgerskab. Der er altså ingen forskel på at være hollænder med etnisk hollandsk, etnisk dansk eller etnisk polsk baggrund.

Hollændere er en mere blandet gruppe end for eksempel danskere

Hollændere er en mere blandet gruppe end for eksempel danskere

Befolkningens fordeling _

I 2015 boede der ca.16,8 millioner mennesker i Holland. Da Holland har et areal på 41.526 kvadratkilometer, betyder det, at befolkningstætheden i gennemsnit er 402 mennesker per kvadratkilometer. Hvis man kun medregner landarealet på 33.883 kvadratkilometer, så stiger befolkningstætheden til 493 mennesker per kvadratkilometer. Den høje befolkningstæthed gør, at Holland ligger på 23. pladsen over befolkningstætheder i verden. Af større lande er det kun Bangladesh, Taiwan og Sydkorea, som har højere befolkningstætheder end Holland.

De sidste 100 års voldsomme befolkningstilvækst har Holland blandt andet taget sig af ved at indvinde nyt land, som så siden er blevet befolket. Et sådant eksempel er Flevoland. Flevoland blev skabt ved at indvinde land fra søen Zuiderzee, i forbindelse med at den tidligere fjord IJsselmeer blev inddæmmet. Den 1. januar 1986 blev Flevoland officielt erklæret Hollands 12. provins, og i dag bor der knap 400.000 indbyggere i området.

Selv om Holland er så tæt befolket, har landet ingen byer med mere end 1 million indbyggere. De fire største byer er hovedstaden Amsterdam med 780.000 indbyggere, havnebyen Rotterdam med 611.000 indbyggere, regeringsbyen Den Haag med 500.000 indbyggere og universitetsbyen Utrecht med 312.634 indbyggere.

Disse fire byer og deres forstæder er i dag nærmest vokset sammen og kaldes samlet for ”Regio Randstad” (Ringbyen). Tilsammen danner byerne en ring af bebyggelse med et forholdsvist åbent centrum. Her bor ca. 7,5 millioner, hvilket næsten er halvdelen af hele Hollands befolkning. Hvis man medtager de øvrige bebyggelser i ringen, stiger indbyggertallet til ca. 10 millioner. Det er en af de største bydannelser i Europa.

Befolkningstætheden er meget høj i Holland

Befolkningstætheden er meget høj i Holland

Befolkningsudvikling _

Den første folketælling i Holland fandt sted i 1795. Den blev foretaget af Frankrig, som ønskede et overblik over antallet af unge mænd, der kunne bruges som soldater. Frankrig, som havde invaderet Holland i 1794, var på daværende tidspunkt i krig med England og havde derfor brug for soldater. Den sikkert ikke særlig præcise tælling viste, at der i 1795 boede 828.542 mennesker i Holland.

Hollands første officielle folketælling fandt sted i 1829. Den viste et befolkningstal på 2.613.298 personer. I løbet af 1800-tallet steg befolkningstallet kun langsomt. I 1900 var befolkningstallet dog fordoblet i forhold til 1829, så Holland nu havde omkring 5.104.000 indbyggere. I 1950, altså bare 50 år senere, var befolkningstallet igen fordoblet til 10.027.000 indbyggere. Befolkningsudviklingen er fortsat med næsten samme tempo, så der i dag bor 16.730.632 mennesker i Holland.

I 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne blev der årligt født 230.000-240.000 børn i Holland. I 1980’erne og 1990’erne var fødselstallet dalet til 182.000-197.000 børn om året. Faldet skyldtes blandt andet, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, samt at p-pillen blev opfundet. I 2000 var fødselstallet igen steget til 206.619, men er siden faldet. I 2011 blev der født 180.680 børn i Holland.

Kvinder får i dag deres førstefødte barn i en senere alder end tidligere. I 1950 var kvinderne i gennemsnit 26,4 år, når de fik deres første barn. I 1970 faldt gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder godt nok til 24,3 år, men det ændrer ikke ved, at gennemsnitalderen for førstegangsfødende kvinder er stigende. I dag er hollandske kvinder i gennemsnit 29,4 år, når de får deres første barn.

I de senere år har Holland oplevet en forholdsvis stor befolkningstilvækst. Årsagen til tilvæksten har hovedsagelig været en øget indvandring og mindre udvandring. I 2007 var antallet af indvandrere 116.000. I 2011 indvandrede der 160.000 mennesker til Holland. Andelen af indvandrere fra andre EU-lande er steget, i 2011 kom 19.000 indvandrere fra Polen og ca. 3.000 fra Spanien og 3.000 fra Italien.

Man regner ikke med, at befolkningstilvæksten vil fortsætte med samme hastighed som i dag. Det forventes, at Holland i 2050 vil have et indbyggertal på 17.342.986. Det er således en stigning på over 600.000 mennesker i forhold til 2012.

Holland har oplevet en forholdsvis stor befolkningstilvækst

Holland har oplevet en forholdsvis stor befolkningstilvækst

Befolkningsudvikling fra 1950 til 2010.

Befolkningsudvikling fra 1950 til 2010.

Befolkningsstruktur _

Levealderen i Holland er stigende, samtidig med at der bliver født færre og færre børn. Det betyder, at der bliver færre børn og unge og flere ældre. Det ideelle for en befolkningsgruppe er, at der er flest børn og unge og færrest ældre. Det er de unge, der skal tjene de penge, som holder samfundet – ikke mindst velfærdssamfundet – i gang. Bliver antallet af unge for lavt i forhold til antallet af ældre, kan det blive svært at få samfundsøkonomien til at hænge sammen. Denne udvikling ses ikke bare i Holland, men også i mange andre vesteuropæiske lande.

Hvis man ser på aldersfordelingen i Holland inden for de sidste 100 år, er det tydeligt, at befolkningen bliver ældre og ældre. I 1900 havde Holland kun 35.000 personer over 80 år. I 2011 var det tal steget til 649.500.

Trods disse problemer kan Holland glæde sig over at have en af Europas yngste befolkninger. Kun i Irland er befolkningens gennemsnitsalder lavere. I 2015 var 16,73 % af den hollandske befolkning under 15 år, 65,29 % var 15-65 år, og 17,97 % var over 65 år.

Den gennemsnitlige levealder for en hollænder er 81,23 år. Hollandske mænd bliver i gennemsnit 79,11 år gamle, mens hollandske kvinder i gennemsnit bliver 83,47 år gamle.

Holland er til dels et multietnisk samfund med mange nationaliteter. Tidligere har Holland haft en del kolonier rundt omkring i verden, og en del af de etniciteter, som i dag bor i Holland, stammer fra disse kolonier. Andre tilflyttere kommer fra de nærmeste nabolande. I 2012 var den hollandske befolkning fordelt på (procentdel af den samlede befolkning i parentes):

  • 13.236.618 hollændere (79,12%)
  • 377.618 indonesere (2,26 %)
  • 392.923 tyrkere (2,3 %)
  • 344.734 surinamere (2,0 %)
  • 362.954 marokkanere (2,17 %).

Derudover findes der grupper fra De Nederlandske Antiller, Tyskland, Belgien, Storbritannien, det tidligere Jugoslavien, Kina, det tidligere Sovjetunionen, Irak, Pakistan, Polen, Afghanistan og en række andre lande.

Holland har haft fire store bølger af indvandringer:

  • 1940’erne: Mange mennesker fra det nyligt selvstændige Indonesien, som indtil da havde været under hollandsk herredømme, rejste til Holland.
  • 1960’erne og 1970’erne: Gæstearbejdere fra Tyrkiet og Marokko rejste til Holland. En del tog hjem igen, men mange blev i Holland.
  • 1970’erne og 1980’erne: En del af befolkningerne fra de tidligere hollandske kolonier Surinam og De Nederlandske Antiller rejste til Holland, hvor de håbede på bedre levevilkår. Siden kolonitiden havde de haft hollandsk pas og kunne derfor rejse til Holland uden visum eller lignende dokumenter.
  • 1990’erne: Her var den største indvandrergruppe asylansøgere og flygtninge.

Hollands befolkning har dog ikke kun været påvirket af indvandring. I 1950’erne udvandrede således over 500.000 hollændere til USA, Sydafrika, Australien, Canada og New Zealand. Mange flyttede på grund af eftervirkningerne af 2. verdenskrig, hvor Holland blev ramt af blandt andet hungersnød og fattigdom.

Der bliver født færre og færre børn i Holland

Der bliver født færre og færre børn i Holland

Gennemsnitlig levealder for mænd og kvinder fra 1986 til 2008.

Gennemsnitlig levealder for mænd og kvinder fra 1986 til 2008.

Aldersfordelingen af befolkningen i 2008

Aldersfordelingen af befolkningen i 2008

▴ Top