Geologisk historie _

På Møns Klint kan man se kridt fra kridttiden.

Et af de vigtige tidspunkter i Danmarks tidligste historie var kridttiden for 146-65 millioner år siden. Dengang var klimaet varmt. Det betød, at meget af isen i bjergene og på Nordpolen smeltede. Det gav en høj vandstand. På det tidspunkt var Danmark hav.

Navnet kridttiden skyldes, at der blev dannet meget kridt på havbunden. Kridtet kom blandt andet fra plankton, som havet vrimlede med. Meget af planktonet havde skaller af kalk. Når det døde, faldt det til bunds og efterlod sine kalkskaller i et lag af kalk eller kridt, som med tiden blev tykkere og tykkere. Det var dog ikke kun planktonet, som leverede kalk til kalklaget. Der kom også kalk direkte fra havvandet. I luften (atmosfæren) var der nemlig meget kuldioxid, og noget af det blev optaget i havet. I havet er der opløst kalcium (kalcium-ioner), og det gik i forbindelse med kuldioxiden og blev til kalk (kalciumkarbonat), som sank ned på bunden. Sammen har kalken fra det døde plankton og kalken fra havvandet været med til at skabe de store mængder af kalk og kridt, som blandt andet titter frem på Stevns og Møns Klint.

Efter kridttiden fulgte tertiærtiden. Tertiærtiden varede frem til for 1,8 millioner år siden.

Klimaet blev koldere. Nordøst for Danmark begyndte landområder at hæve sig længere og længere op over havet. Regn og blæst sled en masse sand og ler af det nye land, og med havstrømmene blev noget af sandet og leret ført til det danske område. Kulden betød, at meget vand nu frøs til is på Nordpolen og i bjergene. Og det gav en lavere vandstand. Danmark begyndte at dukke op fra havet – i hvert fald i perioder.

ANIMATION: Den sidste istid

Efter tertiærtiden fulgte kvartærtiden. Det er den tid, vi lever i i dag. I kvartærtiden svingede klimaet meget. Der var varme og kolde perioder. De kolde perioder var ofte lange (omkring 100.000 år), og mindst fire af disse var istider, hvor Danmark var mere eller mindre dækket af is. Den sidste kolde periode (kaldet weichsel) begyndte for 117.000 år siden og varede frem til for ca. 11.500 år siden. Her havde Danmark sin seneste istid. Det er især denne istid, som har formet det danske landskab.

I weichsel var der koldere i Skandinavien, end der er i dag, og i bjergene nord for Danmark var der dannet store gletsjere. Da kulden for 20.000 år siden for alvor satte ind, bredte gletsjerne sig mod syd. Gletsjerne bevægede sig frem og tilbage, men da de var størst, dækkede de næsten hele Danmark. Kun Vestjylland var næsten isfrit. Hvorfor gletsjerne ikke nåede længere, kan man ikke helt forklare. Gletsjerne fortsatte mod syd indtil Elben i Nordtyskland.

For 15.000 år siden begyndte klimaet langsomt at blive varmere, og gletsjerne begyndte at trække sig tilbage mod øst og nord. Under isens fremrykning samlede den store mængder af jord, sten, sand og grus op undervejs. Man kan sammenligne det med at lave en snemand – ruller man sine snebolde store på steder uden sne, samler snebolden jord, sten og grus op og bliver ”beskidt”. Gletsjerne, som lå over Danmark, var også beskidte, og da de begyndte at smelte, blev også ”skidtet” smeltet løst og ført væk af smeltevandet. Var strømmen i smeltevandsfloderne stærk, var det kun sand, grus og sten, som blev tilbage. Det er, hvad der skete i Vestjylland. Her har der været store smeltevandsfloder, som gennem næsten hele istiden har skyllet jord og ler bort. Sand, sten og grus blev derimod liggende. Det har givet Vestjylland sit flade landskab og en mager og sandet jord. Alt andet er simpelthen blevet skyllet væk af smeltevandet fra gletsjerne. Var strømmen i smeltevandsfloderne derimod svag, blev også ler, slam og jord liggende. Det var, hvad der skete i Østdanmark, hvor jorden i dag i federe og mere leret – det man kalder for morænejord. Det var altså den smeltende is, som har bestemt, hvordan jordbunden i de fleste steder af Danmark er i dag.

Isen påvirkede ikke kun jordbunden. Isen formede også landskabet, som det ser ud i dag. Gletsjernes bevægelser skabte bakker ved at skubbe jord, sand og ler foran sig. Den type bakker kalder man randmoræner. Gletsjerne udjævnede også bakker ved simpelthen at trykke dem flade. Samtidig skar smeltvandsfloderne sig ned i jordbunden og skabte dale i forskellige former og retninger.

Da gletsjerne trak sig tilbage, lå der stadig store klumper af is. Disse klumper var brækket af gletsjerne under deres tilbagetrækning. Nogle af isklumperne var begravet i jorden. De smeltede kun langsomt – i nogle tilfælde tog det flere hundrede år – og dannede lavninger og søer. Søerne og lavningerne kalder man for dødishuller. Man kan kende dødishullerne på, at de er næsten cirkelrunde.

Andre isklumper lå oven på jorden. Oven på eller i disse isklumper blev der dannet søer. Søerne blev langsomt fyldt op med slam, ler og jord, og da isen til sidst smeltede helt ned, stod ”fyldet” tilbage som bakker i landskabet. Den slags bakker kalder man derfor for issøbakker.

Tiden efter den seneste istid kaldes meget passende for efteristiden. Klimaet blev stadigt varmere. Det betød, at landskabet nu blev dækket af skov. Vandstanden var lav. Der var nemlig stadig is længere mod nord. Efterhånden som isen smeltede, steg vandstanden. Havet trængte først ind gennem Storebælt og Lillebælt. Indtil da havde Østersøen været en stor ferskvandssø. Senere fik Østersøen dog også forbindelse med havet via Øresund. Øresund, Storebælt og Lillebælt er altså nogle meget store floder, som leder vandet fra Østersøen via Kattegat og Nordsøen til Atlanterhavet – og modsat.

For ca. 2500 år siden var det danske landskab formet, som det ser ud i dag. Men det betyder ikke, at landskabet er en fast størrelse. Det ændrer sig stadig, ikke bare ved menneskets hjælp, men også fra naturens side. I vest og nord æder havet sig for eksempel ind i kysten, mens der mod øst aflejres grus, sand og slam, som skaber nyt land. Det er måske ikke så dramatisk som en ny istid, men det kan gå forbavsende hurtigt.