Udenrigspolitik _ -

Den danske regering har ansvaret for Grønlands udenrigspolitik

Grønlands udenrigspolitik er især orienteret mod USA og de arktiske områder.

Grønland har været beboet af mennesker siden 2500 f. Kr., men landet var i århundreder meget isoleret og sparsomt befolket. Kontakten med andre lande bestod udelukkende i, at der med mellemrum indvandrede mennesker fra Canada til Grønland.

I 982 kom storbonden og vikingen Erik den Røde til landet, og her grundlagde han en koloni af nordboere. I 1261 underkastede nordboerne sig frivilligt den norske konge. De gik ind på at betale skat til ham, mod at han til gengæld sørgede for, at der med mellemrum kom handelsskibe til Grønland med fødevarer og andre varer.

I 1600-tallet blomstrede hvalfangsten i havene omkring Grønland, og interessen for grønlandske varer blev større. Også fra Danmark, som i mellemtiden havde fået Grønland under sin trone. I 1776 fik Den Kongelige Grønlandske Handel monopol på al handel i Grønland. Det førte til flere blodige sammenstød mellem danske og hollandske skibe, indtil hollænderne valgte at respektere det danske monopol. Monopolet blev opretholdt indtil 1950. I al den tid var Grønland næsten helt lukket for omverdenen.

Under 2. verdenskrig var Grønland totalt afskåret fra Danmark, da tyske ubåde beskød de handelsskibe, som transporterede varer til og fra Grønland. USA sørgede imidlertid for at sende forsyninger til Grønland – mod til gengæld at kunne købe grønlandsk kryolit, som blev brugt i krigsindustrien. Hermed var Grønland for første gang nogensinde indblandet i en egentlig krig.

I 1951 indgik USA og Danmark en aftale, som skulle erstatte Grønlandstraktaten fra 1941. Den nye aftale gav USA lov til at oprette militære baser på Grønland. Den bedst kendte er Thule Air Base – et stort forsvarsanlæg i Thule. Thule Air Base skulle oprindeligt støtte USA’s langtrækkende bombeoperationer. Senere byggede man verdens største radaranlæg, som først og fremmest skulle advare amerikanerne om eventuelle sovjetiske atomangreb.

Siden NATO blev oprettet i 1949, har Danmark ikke tilladt atomvåben på dansk jord. I 1968 styrtede et amerikansk bombefly – lastet med atomvåben – ned tæt på Thule Air Base. Flere hundreder danske arbejdere fra basen var med til at rydde op efter ulykken. Flere år senere blev mange af disse Thulearbejdere syge. Mistanken blev snart rettet mod den radioaktive stråling, som de syge havde været udsat for under oprydningsarbejdet. I 1995 kom det frem, at USA havde oplagret atomvåben i Grønland fra 1958 til 1965. Dette var i klar modstrid med dansk politik – men var foregået med den daværende statsminister H.C. Hansens accept.

Grønland er en del af kongeriget Danmark, og som sådan er det ifølge grundloven den danske regerings ansvar, at varetage Grønlands udenrigspolitik. I praksis varetages udenrigspolitikken i et udstrakt samarbejde mellem den danske regering og Grønlands hjemmestyre. Hjemmestyreloven fastslår nemlig, at rigsmyndighederne altid er forpligtede til at høre hjemmestyret, før de fremsætter forslag til love eller forskrifter.

I Hjemmestyreloven § 16 hedder det videre: ”Rigsmyndighederne kan efter forhandlinger med Hjemmestyret give dette adgang til at gøre de særlige grønlandske interesser gældende ved deltagelse i internationale forhandlinger af betydning for det grønlandske erhvervsliv.”

Gennem de seneste årtier har Grønland deltaget mere og mere aktivt i udenrigspolitikken. Og med Fuldmagtsloven fra 2005 blev det fastlagt ved lov, at Grønland har permanent fuldmagt til at indgå folkeretslige aftaler (det vil sige aftaler med andre lande) på de områder, som landsstyret har overtaget. Mange grønlændere mener ikke, at Fuldmagtsloven er vidtgående nok. De ønsker større selvstændighed på udenrigsområdet. Fra dansk side er holdningen den, at man ikke kan give Grønlands hjemmestyre videre rammer uden at komme i strid med grundloven og rigsfællesskabet.

Hvad forsvar og sikkerhed angår, er Danmark medlem af NATO, og dette medlemskab omfatter også Grønland. Forsvarsaftalen af 1951 mellem USA og Danmark giver USA ret til at have forsvarsområder i Grønland. Denne aftale er siden blevet ændret og suppleret ved Igaliqu-aftalerne af 6. August 2004. Hermed blev Grønlands hjemmestyre en aktiv part i forsvarssamarbejdet. Samtidig aftalte USA og Grønland at samarbejde omkring teknik, økonomi og miljø.

I 1972 blev der afholdt folkeafstemning på Grønland og i Danmark om medlemskab af EF. Grønlænderne ville gerne kunne stemme separat – ligesom Færøerne – men det kunne ikke lade sig gøre, fordi Grønland ikke havde hjemmestyre. Så da de optalte stemmer viste et klart ja til dansk medlemskab af EF, måtte Grønland følge med.

Efter Grønland fik hjemmestyre i 1979, blev det muligt at melde sig ud af EF – og det gjorde Grønland i 1985. Dermed fik Grønland status som OLT-land. Det vil sige en gruppe ”oversøiske lande og territorier”, som har en særlig tilknytning til EU uden at være medlem. Grønland har desuden en særlig fiskeriaftale med EU, som betyder, at europæiske fiskere har adgang til at fiske i grønlandsk farvand. Til gengæld har Grønland i praksis fri adgang til EU’s marked – det vil sige ingen told og ingen begrænsninger på de mængder, Grønland vil eksportere til EU.

I 2006 indgik Grønland og EU en omfattende partnerskabsaftale. Aftalen er en udvidelse af den hidtidige fiskeriaftale, og den sikrer blandt andet Grønland en solid økonomisk støtte på uddannelsesområdet. Andre områder, som får økonomisk støtte er klimaforskning, energi og turisme.

Den korteste vej mellem USA og det tidligere Sovjetunionen går gennem Grønland. I tilfælde af krig mellem de to lande ville der være stor sandsynlighed for, at atomraketter ville blive affyret hen over det nordligste Grønland. Siden den kolde krigs begyndelse i 1946-1947 har USA derfor været meget interesseret i at have forsvarsbaser i Grønland. Forsvarsaftalen mellem USA og Danmark fra 1951 gav USA lov til at oprette sådanne baser. Danmarks politik var at blande sig så lidt som muligt i USA’s aktiviteter – det gjaldt om at holde sig mest uden for konflikten mellem USA og Sovjet.

Under 2. verdenskrig og i de første efterkrigsår anså amerikanerne primært Grønland for en ”trædesten” i flyforbindelsen til Vesteuropa. Datidens fly kunne ikke flyve hele strækningen fra USA til Vesteuropa uden stop, derfor var Grønland en oplagt mellemstation.

Få år senere havde USA antaget den såkaldte polarstrategi. Nu blev det primære mål for USA at afskrække Sovjetunionen fra at angribe NATO ved at sikre, at et angreb på NATO ville blive mødt af et gengældelsesangreb hen over polaregnene. Thule i det nordlige Grønland blev udvalgt som det bedst egnede sted for en militærbase. Basen stod klar i 1952. Senere blev basen udbygget med verdens største radaranlæg, som blandt andet skulle advare USA mod et eventuelt sovjetisk atomangreb. På et tidspunkt havde amerikanerne mere end 10.000 mand udstationeret i Grønland.

Grønlands hjemmestyre har i flere år ønsket, at forsvarsaftalen mellem USA og Danmark blev revideret. Dette skete med Igaliqu-aftalerne i 2004, hvor Grønlands hjemmestyre blev en aktiv part i forsvarssamarbejdet. I den forbindelse godkendte Danmark og Grønland, at Thule-radaren opgraderes som led i det amerikanske missilforsvar.

I dag foregår samarbejdet mellem Grønland og USA primært i Joint Committee. Denne komité består af tre repræsentanter – én fra hvert land: USA, Grønland og Danmark. Joint Committee skal styrke det økonomiske og tekniske samarbejde mellem USA og Grønland. Det drejer sig blandt andet om områder som turisme, forskning, teknologi, miljø og uddannelse. Inden for disse områder kan Joint Committee tilføre Grønland knowhow, projektstøtte samt adgang til markeder i USA.

Grønlænderne deler livsvilkår med inuitter og andre oprindelige folk i blandt andet arktisk Canada, Alaska og Rusland. I 1970’erne blev de arktiske områder udsat for stort pres: Forurening, udnyttelse af mineralske råstoffer og ikke mindst skarp kritik af inuitternes jagt på hvaler og sæler udgjorde nye, store udfordringer for inuitsamfundene.

Som et modtræk dannede inuitterne Inuit Circumpolar Council (ICC). Målet var at enes om en samlet arktisk politik. Grønlands hjemmestyre deltog aktivt i dette arbejde. I 1996 oprettedes Arktisk Råd – et mellemstatsligt forum, som består af de otte arktiske staters regeringer samt af syv oprindelige folkeslag. Herunder Grønland. Rådet arbejder med sager af fælles interesse for lande og befolkninger i Arktis. Frem for alt har Arktisk Råd fokus på bæredygtig udvikling og miljø.

I 1985 begyndte ICC med Grønland i spidsen at udvikle en regional arktisk miljøstrategi. Forurening respekterer ikke lande- eller havgrænser, og en regional miljøpolitik var derfor oplagt. Blandt andet ønskede man at inddrage den lokale, såkaldte traditionelle viden om miljøet på lige fod med videnskabelige data i det arktiske miljøsamarbejde.

Det arktiske samarbejde er i de senere år blevet udbygget til også at omhandle for eksempel erhvervsudvikling. Blandt andet har Grønland og inuit-territoriet Nunavut i Canada indgået et direkte, regionalt samarbejde. De to områder er regionale naboer og har mange historiske, kulturelle fællestræk.