Vejen mod selvstyre er ikke let
Grønland står over for store sociale problemer.
I 1900-tallet udviklede Grønland sig fra et fangersamfund til et moderne industrisamfund. Landet er på kort tid blevet meget rigere – rent økonomisk. Men samtidig føler en stor del af befolkningen sig rodløs, hvilket har resulteret i massive sociale problemer.
I 1920’erne betød et omslag i vejret, at det pludselig vrimlede med torsk i farvandene omkring Grønland. Til gengæld forsvandt sælerne på grund af det varmere vand. Man begyndte nu at fiske torsk og naturaløkonomi blev afløst af pengeøkonomi. Grønlænderne tjente langt flere penge på at eksportere saltet torsk til Sydeuropa, end de havde gjort på spæk og sælskind.
I 1950’erne og 1960’erne gjorde den danske stat en stor indsats for at modernisere det grønlandske samfund. Man byggede nye boliger og forbedrede sundhedssektoren. I de større byer blev der bygget skoler, havne og fiskefabrikker, og folk fra bygderne blev opfordret til at flytte til og arbejde i byerne.
Det var imidlertid svært for grønlænderne at vænne sig til den nye livsform. Som fanger er man sin egen herre. Som industriarbejder skal man passe faste arbejdstider. Mødet med den nye arbejdskultur var et chok for mange grønlændere. Især mændene havde svært ved at finde sig tilrette i det nye Grønland.
Samtidig oplevede man et stort rykind af danske håndværkere, læger og lærere. Der var enorm mangel på grønlandsk arbejdskraft inden for netop disse fag, så udenlandske hænder var nødvendige. Men det betød også, at grønlænderne følte sig sat udenfor.
Landet fik snart en række kedelige verdensrekorder: blandt andet i alkoholmisbrug, mord og selvmord.