Landskaber _ -

Det grønlandske landskab

85 % af Grønlands areal er dækket af indlandsisen.

Grønland er verdens største ø med et samlet areal på 2.166.086 kvadratkilometer. Geografisk hører Grønland til Nordamerika, og landets nærmeste nabo er Canada. På det smalleste sted, Nares-strædet i Nordvestgrønland, er der kun 26 kilometer mellem Grønland og Canada. Grønland er omgivet af Atlanterhavet, Grønlandshavet og Ishavet samt Davisstrædet og Baffinbugten.

Grønlands nordligste punkt er de to små skær Kaffeklubben Ø og Oodaaq-øen (Odaap qeqertaa), som ligger lidt nord for Kap Morris Jessup. Officielt regner man dog Kap Morris Jessup som Grønlands nordligste punkt. Kap Morris Jessup ligger på 83 grader 40,5 minutter nordlig bredde. Herfra er afstanden til Nordpolen kun lidt over 700 kilometer. Det sydligste punkt er Kap Farvel, som ligger på 59 grader 46 minutter nordlig bredde. Kap Farvel ligger på højde med Oslo i Norge og kun et par hundrede kilometer nordligere end Skagen i Danmark. Grønlands vestligste punkt er Kap Alexander, mens det østligste punkt er Nordøstrundingen. Den største afstand mellem Nord- og Sydgrønland er 2670 kilometer, mens øens største bredde er 1050 kilometer.

Grønlands kystlinje er ikke mindre end 44.087 kilometer lang. Til sammenligning er Jordens omkreds ”kun” 39.960 kilometer. Den lange kystlinje skyldes både landets størrelse og en kraftigt indskåren skærgårdskyst med dybe fjorde og utallige små klippeøer.

Langt størstedelen af Grønlands areal er dækket af is. Indlandsisen ligger som et stort skjold og dækker 85 % af Grønlands areal. De isfrie områder langs kysten dækker et areal på ca. 400.000 kvadratkilometer. Disse isfrie områder består hovedsageligt af fjeld og klippe, fjeldmark, heder og græsområder. Egentlig skov er der ikke, men i det sydligste Grønland kan man finde dunbirk, som kan nå en højde på 9-10 meter. De fleste træer er dog forkrøblede og under 4 meter høje.

Det meste af Grønland er dækket af en stor, op til 3000-3500 meter tyk iskappe. Iskappen ligger som en omvendt dyb tallerken over Grønland. Hovedparten af iskappen er flad på midten, og skråner herfra ud mod kysten – mere eller mindre jævnt. Iskappen har et rumfang på 2,7 millioner kubikkilometer. Det svarer til ca. 10 % af al ferskvand på Jorden. Hvis hele iskappen smeltede, ville vandstanden i verdenshavene stige med ikke mindre end 7,5 meter.

Iskappen eller indlandsisen, som den meget passende kaldes, er opstået ved, at nedbøren, der i Grønland falder som sne, er blevet liggende og efterhånden har dannet kilometertykke lag af snekrystaller, som med tiden er blevet presset sammen til is. Indlandsisen er ikke statisk – den bevæger sig. Der dannes gletsjere eller bræer, som langsomt flyder ud mod havet. Her smelter de eller knækker i store stykker. Når gletsjerne knækker, så siger man, at de kælver. De store isblokke glider ud i havet som isbjerge. I randzonen har gletsjerisen dybe sprækker og smeltevandsrender. Længere inde dækkes spalterne og sprækkerne af sne. At færdes på gletsjerne kan være meget farligt, særlig der hvor man ikke kan se de forræderiske sprækker under sneen.

Jakobshavn Isbræ regnes for den nordlige halvkugles mest aktive gletsjer. Den producerer 10 % af alle Grønlands isbjerge. Det svarer til ca. 35 kubikkilometer eller 35 milliarder kubikmeter isbjerge om året.

Det meste af den grønlandske kyst er en skærgårdskyst med utallige skærgårdsøer og dybe fjorde. Den største fjord er Kangertittivaq (Scoresby Sund), som strækker sig 300 kilometer ind i landet. Andre store fjorde er Nassuttooq (Nordre Strømfjord) på 190 kilometer og Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) på 170 kilometer.

Bag kysten afløses landskabet af fjeldmarker og større eller mindre bjerge. En stor del af landskabet består af forblæste og forrevne klipper og fjelde, som i virkeligheden er et arktisk ørkenlandskab. Visse steder er der magre jorder, hvor sparsom plantevækst kan overleve.

Grønlands højeste punkt er Gunnbjørn Fjeld, som er 3693 meter højt. Bjerget er en nunatak, der ligger på Grønlands østkyst. Gunnbjørn Fjeld er i øvrigt det højeste bjerg nord for polarcirklen.

Den største ø er Disko (Qeqertarsuaq), som ligger ud for Grønlands vestkyst i Baffinbugten. Øen er ca. 160 kilometer lang og har et areal på 8.578 kvadratkilometer. Det højeste punkt er 1919 meter. Fra øen er der ca. 100 kilometer til fastlandet. Der findes kun to bebyggelser på øen, hvor den største er Godhavn (Qeqertarsuaq). Størstedelen af øen består af høje og stejle basaltfjelde, som blev skabt af vulkanudbrud for 25-65 millioner år siden.

Grønland har utallige store og små søer, og mange af dem er vandfyldte sprækkedale. Tasersiaq er Grønlands største sø og ligger i Maniitsoq Kommune i Vestgrønland. Søen er smal og 90 kilometer lang.

I meget tørre områder er søerne ofte saltvandssøer. Saltvandssøerne opstår ved, at vandet stille og roligt fordamper. Herved koncentreres de salte, der naturligt findes i vandet. Søen opnår sjældent de samme saltkoncentrationer som havvand, men vandet smager mineralholdigt. For at en sø skal udvikle sig til en saltsø, må der ikke være tilløb eller afløb af betydning.

En særlig form for grønlandske søer er de såkaldte pulserende søer. Det er søer, som er opdæmmet af gletsjere. Efterhånden som gletsjeren smelter, stiger vandstanden i søen, og det får til sidst gletsjeren til at flyde. Dermed ryger proppen ud af søen, og vandet fosser ud under gletsjeren. Det tømmer helt eller delvis søen for vand. Når vandet er væk, vil gletsjeren synke på plads, og søen bliver igen langsomt fyldt med vand.

Grønland har ikke åer og floder, som man kender fra for eksempel Danmark. Der er dog talrige vandløb, som spænder fra små rislende bække til store brusende elve, der fødes af vandet fra den smeltende indlandsis. Elvene er ofte uklare og grå af opslemmet materiale som sand, grus og småsten.

Mange steder i Grønland springer kilder frem fra fjeldmarken. Nogle steder er kilderne varme. Ofte er temperaturen kun få grader over nulpunktet, men enkelte kilder kan blive 18-38 grader varme.

Grønlands geologiske undergrund er et sammensat grundfjeld med foldede gnejser, som er dannet i 10-20 kilometers dybde for mere end 1600 millioner år siden. Disse gnejser blev dannet ved en række tidlige bjergkædefoldninger og dannede med tiden et tykt skjold. I kanten af dette grundfjeldsskjold blev der aflejret sedimenter i store og tykke lag oven på hinanden.

Klipperne på Vestgrønland er nogle af de ældste på Jorden, men stenenes alder er ikke nødvendigvis det samme som bjergenes. Det har længe undret forskerne, hvordan mange af de nuværende bjerge er dannet. Grønland ligger ikke længere i en zone med jordskælv og vulkanudbrud. Jordskælv og vulkanudbrud ses særligt, hvor to kontinentalplader støder sammen. Når pladerne støder sammen, presses de op over hinanden og skaber kolossale bjergformationer som for eksempel Rocky Mountains eller Andesbjergene.

Forskerne mener, at dannelsen af de grønlandske bjerge skal findes dybt under jordens overflade. Her kan tryk og temperaturer blive så høje, at balancen mellem de forskellige lag forskydes. De stærke kræfter kan give lodrette bevægelser i jordskorpen, som forårsager kilometerhøje landhævninger. Det forklarer også, at de grønlandske bjerge kun er 10 millioner år gamle. Geologisk set er det meget unge bjerge.

Grønlands undergrund er rig på mineraler. Man har forsøgt at udvinde mange af mineralerne, men det er både besværligt og kostbart. Siden 1700-tallet har grønlandske miner udvundet kobber, grafit, marmor, kryolit, kul, bly, zink og sølv. Alle disse miner er lukkede i dag.

I disse år er adskillige mine- og olieselskaber på jagt efter nye mineraler i den grønlandske undergrund. Der er først og fremmest store forhåbninger om at finde olie. Man leder dog også efter jern, diamanter, niobium, platin, zink og guld, som kan udnyttes kommercielt.