Klima _ -

Grønland har arktisk klima

Havstrømmene og indlandsisen har stor betydning for klimaet i Grønland.

Hele Grønland ligger i den arktiske klimazone, hvilket betyder, at gennemsnitstemperaturen for den varmeste måned ikke overstiger 10 grader. Klimaet er dog ikke ens i Grønland, men spænder over betydelige variationer fra nord til syd og fra kyst til indland.

Havet har stor indflydelse på klimaet i Grønland. Havets vandmasser varmes kun langsomt op af solen. Tilsvarende tager det også lang tid for havet at afgive sin varme igen. Det åbne hav virker derfor afkølende på luften om sommeren, mens det i vinterperioden virker opvarmende. Derfor er vintrene milde og somrene kølige langs kysten i det sydlige Grønland, mens kysten nord for det isfrie område har kølige somre og kolde vintre. Forskellen mellem vinter- og sommertemperaturer vil desuden øges, jo længere man bevæger sig ind i landet. Der er ofte store temperaturforskelle fra yderkysternes fugtige og nedbørsrige klima til klimaet i bunden af de lange og meget nedbørsfattige vestgrønlandske fjorde.

Grønlands klima styres hovedsageligt af fire faktorer: solindstrålingen, indlandsisen, samspillet mellem forskellige havstrømme og beliggenheden af polarfronten, som er grænsen mellem de arktiske og subtropiske luftmasser.

Indlandsisen, som dækker 85 % af Grønlands areal, reflekterer næsten al solindstråling. Hele 90 % af solindstrålingen og dermed også solvarmen kastes tilbage. Det betyder, at indlandsisen virker som et stort kuldedepot, der er med til at holde klimaet koldt.

Også de to havstrømme Golfstrømmen og Polarstrømmen påvirker Grønlands klima.

Golfstrømmen er en lun havstrøm, som er smal og løber med en anseelig fart. Visse steder løber den med en hastighed på 4-5 knob, hvilket er knapt 10 km i timen. Golfstrømmen begynder sit løb i Mellemamerika, derefter løber den op langs USA´s østkyst, hvor den tvinges østover af den kolde Labradorstrøm for til sidst at ende ved den norske vestkyst. En gren af Golfstrømmen, Irmingerstrømmen, bøjer af og løber vest om Island op mod Sydgrønlands østkyst. Varmen fra Golfstrømmen er med til at hæve temperaturen langs kysten.

Den anden strøm, Polarstrømmen, har sin oprindelse i Polarhavet. Det er en iskold havstrøm, der løber ned langs Grønlands østkyst. Langs østkysten giver Polarstrømmen først og fremmest kølige somre.

I Danmarksstrædet, der ligger mellem Island og Grønland, forenes Polarstrømmen og Irmingerstrømmen, hvorved der opstår en forholdsvis tempereret strøm. Denne strøm runder Grønlands sydspids, hvorefter den løber op langs vestkysten af Grønland og er årsag til et relativt mildt klima med isfrie områder næsten hele året.

Vinden i Grønland styres af forskellige fronter samt af indlandsisen. Tre luftmasser har indvirkning på vindens styrke og retning. De er polarfronten, den arktiske front og den atlantiske front.

Generelt blæser det mindre i Grønland end i Danmark, og man kan tit opleve lange perioder med fuldstændig vindstille, hvor havet, søer og fjorde er spejlblanke. På grund af kulden er der næsten altid højtryk inde over indlandsisen. Det betyder, at de kolde luftmasser søger fra isens midte og ud mod kysterne. Når de karakteristiske lavtryk passerer Grønland, vil det derfor næsten altid udløse vinde, der blæser fra indlandet og ud mod kysten.

I Grønland kan man opleve to vejrfænomener, som kaldes fønvind og piteraq – de såkaldte katabatiske faldvinde.

Når et lavtryk passerer Grønland langs kysten, kan den store trykforskel mellem kysten og indlandet trække kolde og tunge luftmasser ud over kanten af isen. Fra de store højder over indlandsisen strømmer luften nu nedad, hvorved den hurtigt opvarmes. Luften er knastør, og temperaturen kan i løbet af et par timer stige 15-20 grader. Denne varme luft, som altså kaldes en fønvind, rammer nu kystegnene med stor fart og store temperaturstigninger. Fønvinden forekommer både sommer og vinter og kan få en frostklar vinterdag til pludselig at skifte til forårsagtigt tøvejr. Fænomenet varer kun nogle få timer.

En anden og noget mere alvorlig vindtype er piteraqen, som oftest ses på Grønlands østkyst. Inde over indlandsisen ophobes der kold luft på grund af udstrålingen fra isen. Denne iskolde luft kan sommetider få et skub fra en af fronterne, der passerer fra vest mod øst. Dette bevirker, at luftmasserne vælter ned mod kysten med enorme hastigheder. Stormene kan sagtens have dobbelt orkanstyrke, det vil sige over 80 meter i sekundet, og forårsage store skader. Vindene er derfor frygtede af befolkningen. Under den store Piteraq i Tasiilaq i februar 1970 blæste DMI´s vindmåler i stykker, da vinden nåede en hastighed på 72 meter i sekundet. DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) antager, at vindstødende nåede op på 90 meter i sekundet.

Juli er den varmeste måned i Grønland med en gennemsnitstemperatur på 6-8 grader. I Sydgrønland er gennemsnitstemperaturen dog næsten 10 grader i juli. Om sommeren er der generelt ikke den store forskel på gennemsnitstemperaturen i Nord- og Sydgrønland. På grund af midnatssolen skinner solen i flere timer, desto længere man bevæger sig mod nord. Disse ekstra soltimer kompenserer for de højere breddegrader, hvilket mindsker forskellen i gennemsnitstemperaturen mellem Nord- og Sydgrønland. I Sydgrønland kan temperaturen nå over 20 grader. Den højeste temperatur blev målt i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) d. 27. juli 1990. Her nåede temperaturen op på 25,5 grader.

Om vinteren er der væsentlig større temperaturforskel mellem Nord- og Sydgrønland. I januar er gennemsnitstemperaturen i Qaqortoq -6,0 grader og i Nuuk -8,6 grader, mens den er -19,3 grader i Kangerlussuaq og -12,6 grader i Ilulissath. Den laveste temperatur, der er målt i Grønland, blev målt i Hall Land den 29. januar 1989. Da faldt temperaturen til -52,1 grader.

DMI har ikke målestationer på indlandsisen, men her kan temperaturen sandsynligvis nå ned under -70 grader. En britisk forskningsstation målte i 1950’erne en temperatur på -70 grader, og en DMI station ved Summit midt på Indlandsisen har målt temperaturer under -63 grader.

På grund af Grønlands placering højt mod nord er der ikke de store udsving i temperaturerne hen over døgnet. Om sommeren bevæger solen sig i løbet af døgnet i en flad bane over horisonten, og om vinteren står solen slet ikke op i store områder af Grønland.

Klimastigningen på Jorden forventes at få ganske stor indflydelse på Grønland. Modelberegninger, som DMI har foretaget, viser, at temperaturerne i 2080 vil stige helt op til 7-8 grader i Vestgrønland og op til 12 grader i Østgrønland. Dette vil forandre Grønland fuldstændigt.

Nedbøren i Grønland falder både som regn og sne. Det er sjældent, at der er kraftige regnskyl, og de fleste områder får kun begrænsede mængder regn. Den meste regn falder i Sydgrønland. For eksempel falder der årligt i gennemsnit 900 mm regn i Nanortalik i Sydgrønland, mens der kun falder 200 mm regn i Upernavik i Nordgrønland. I Nordøstgrønland regner det kun yderst sjældent. Her regner det faktisk mindre end i Sahara.

Den absolut meste regn falder i Prins Christians Sund, som ligger på sydspidsen af Grønland. I perioden fra 1961-1990 faldt der årligt i gennemsnit 2474 mm regn.

Snemængderne varierer også, og det er ikke unormalt med store mængder sne om vinteren i de grønlandske byer og bygder. På indlandsisen falder nedbøren som regel som sne.

Polarcirklen går gennem den sydlige del af Grønland, og store dele af Grønland ligger derfor nord for polarcirklen. Her vil man om sommeren kunne opleve midnatssol og om vinteren polarnat. Midnatssol betyder, at solen om sommeren aldrig går helt ned, mens polarnat betyder, at solen om vinteren aldrig står rigtigt op. Jo længere nordpå man kommer, desto længere er perioderne med henholdsvis midnatssol og polarnat.

Syd for polarcirklen er der dag og nat året rundt. Her er sommeren præget af lange, lyse nætter og vinteren af korte, mørke dage.

I perioden fra 1961-1990 havde:

• Sissimut 1550 solskinstimer om året
• Narsarsuaq 1431 solskinstimer om året
• Tasiilaq 1374 solskinstimer om året
• Ittoqqoroormiit 1583 solskinstimer om året
• Danmarkshavn 2003 solskinstimer om året.

Til sammenligning har Danmark ca. 1800 solskinstimer om året.

Det største antal solskinstimer blev målt i Danmarkshavn i 1994, hvor der blev registreret 2243 solskinstimer.

I de mørke vintermåneder kan man i Grønland opleve et særligt fænomen, som kaldes nordlys. Nordlys har ikke noget med klimaet at gøre, men hænger sammen med de mørke nætter. Nordlys optræder som bølgende gardiner af lys hen over nattehimlen. Farverne i nordlyset spænder fra hvid til mørkerød. Nordlys dannes overvejende i 80-300 kilometers højde. Fænomenet skyldes ladede partikler fra solen, som bliver indfanget af solens magnetfelt, så luftmolekylerne og atomerne lyser op.