Geologisk historie _ -

Grønlands geologiske historie går næsten 4 milliarder år tilbage i tiden

De geologiske processer kan tydeligt ses og studeres i Grønland.

Grønland er geologisk set en kompliceret affære, da der findes dannelser fra alle geologiske perioder. Grønlands geologiske historie går 3800 millioner år tilbage og er noget af det ældste, man kender til. Da Jorden er ca. 4600 millioner år gammel, betyder det, at man kan se noget af Jordens tidligste historie i den grønlandske geologi.

Det meste af Grønland er dækket af indlandsis, men langs kysten findes et isfrit område på ca. 410.000 kvadratkilometer. I dette område er plantevæksten meget sparsom, hvilket betyder, at landskabet og geologien kan studeres i detaljer. På trods af landets barske og ofte ugæstfrie natur er den geologiske viden om Grønland derfor meget stor.

Grønland har ikke altid ligget, hvor det ligger nu. For ca. 3.800 millioner år siden lå Grønland faktisk på den sydlige halvkugle, hvor det hang sammen med Europa, Nordamerika og Asien i et superkontinent. Kontinentaldriften har siden flyttet rundt på Grønland, så verdens største ø i dag ligger i Arktis ved Jordens nordpol.

Grønlands dannelse og formningen af det grønlandske landskab skyldes en lang række geologiske og klimatiske processer. Blandt de vigtigste er:

• kontinentaldrift
• vulkaner
• jordskælv
• istider.

Lidt groft sagt er Jorden opdelt i tre zoner. I centrum ligger en tung jernkerne med en diameter på ca. 6942 kilometer. Omkring kernen ligger kappen, som begynder 3-70 kilometer under jordoverfladen og strækker sig ned til kernen i ca. 2900 kilometers dybde. Kappen består af ultrabasiske og basiske silikater. Silikater er mineraler, som består af grundstoffet silicium, ilt og forskellige metaller. Jordskorpen er den yderste zone, som strækker sig fra jordoverfladen til 3-70 kilometers dybde og består af lette silikatbjergarter. Denne tredeling af Jorden er et resultat af forskellige stoffers vægtfylde. De tungeste stoffer er ”sunket til bunds”, mens de letteste ”flyder ovenpå”.

Jordskorpen består af syv større og et antal mindre plader, som flyder rundt på den plastiske kappe. Pladernes bevægelser kaldes kontinentaldrift. Kontinentaldriften er årsagen til, at Grønland har flyttet sig fra den sydlige til nordlige halvkugle. Faktisk flytter Grønland sig stadig væk fra Europa, og afstanden mellem Danmark og Grønland forøges med 4-5 cm om året. Kontinentaldrift kaldes også for pladetektonik (pladebevægelse).

Der frigøres enorme kræfter, når de flydende plader støder sammen. Ved sammenstødet skubbes pladerne ind over hinanden. Det danner bjergkæder, som kan rejse sig kilometervis i vejret. Ofte er disse processer ledsaget af enorme vulkanudbrud og jordskælv. Det er disse geologiske kræfter, som har været med til at skabe Grønland.

Grønlands geologiske undergrund består af grundfjeld med foldede gnejser, som blev dannet for mere end 1600 millioner år siden. Gnejserne blev dannet og foldet under en række tidlige bjergkædefoldninger, hvor kontinentalplader blev skubbet hen over hinanden. Lagene af foldede gnejser dannede med tiden et tykt skjold. I kanten af dette skjold blev der siden aflejret sedimenter, som lagde sig i store og tykke lag oven på hinanden.

For 510-400 millioner år siden stødte Grønland og det nordamerikanske kontinent ind i Europa. Sammenstødet skabte bjergkæden Kaledoniderne, som man i dag kan finde resterne af i Nordøst- og Østgrønland. Da det nordamerikanske og europæiske kontinent for ca. 65 millioner år siden igen trak sig fra hinanden, medførte det en voldsom vulkansk aktivitet i Grønland. Det ændrede endnu engang på det grønlandske landskab og førte blandt andet til dannelsen af nye bjerge. Hele denne lange geologiske udvikling sluttede med en række istider, hvor Grønland i meget lange perioder har været fuldstændig dækket af is.

Man kan dele Grønland op i 5-6 geologiske områder:

Den arkæiske blok ligger i Sydgrønland og strækker sig i et bredt bælte fra Kangerlussuaq og Ivittuut i Sydvestgrønland til østkysten syd for Tasiilaq. Her finder man blandt andet Grønlands ældste bjergarter, som er 3,6 til 3,9 milliarder år gamle.

Det ketilidiske foldebælte omfatter Grønlands sydspids og ligger således syd for den arkæiske blok. Bjergarterne er her ca. 2,5 milliarder år gamle.

Det nagssugtoqidiske foldebælte strækker sig fra Kangerlussuaq til den nordlige del af Diskobugten og tværs over Grønland til nord for Tasiilaq. Også her er bjergarterne dannet for ca. 2,5 milliarder år siden.

Det rinkiske foldebælte ligger på vestkysten af Grønland og strækker sig fra Diskobugten op til Melvillebugten. Rinkiderne er dannet på samme tid som de to foregående foldebælter. Bjergkæden er opbygget af gnejser samt kilometertykke lag af lerede sandsten og marmor.

Det kaledoniske foldebælte ligger sammen med det nordgrønlandske foldebælte i Grønlands nordøstlige hjørne. Disse to foldebælter danner Grønlands yngste bjerge, der er dannet for 350-420 millioner år siden. Det kaledoniske foldebælte strækker sig i øvrigt sydover og danner store dele af den Skandinaviske Halvø.

Den nyeste forskning antyder dog, at det rinkiske og nagssugtoqidiske bælte skal slås sammen til ét sammenhængende foldebælte.

Det meste af Grønland er dækket af enorme ismasser. Effekterne af de geologiske processer kan derfor stort set kun iagttages i det isfrie bælte langs den grønlandske kyst.

Under den sidste istid, som sluttede for 12-14.000 år siden, var Grønland fuldstændig dækket af is. Det er først og fremmest de store gletsjere fra den sidste istid, som har formet overfladen af det isfrie Grønland, man kan se i dag. Gletsjerne har blandt andet dannet de dybe U-formede dale og fjorde, samtidig med at isen har slebet og poleret klippegrunden. Det kolde og barske klima har hæmmet plantevæksten og mindsket forvitringen af bjergene. Det har skabt enestående muligheder for at iagttage og undersøge Grønlands geologiske dannelser, som ellers ville være groet til eller forvitret bort. Nogle af de mest karakteristiske dannelser er:

Basaltfjelde
Basaltfjelde er dannet ved vulkanudbrud, hvor lavaen er flydt ud over store områder og har dannet tykke skorper af magma. Basalt er den mest almindelige bjergart på Jordens overflade. Basaltfjelde kan blandt andet ses på øen Disko i Vestgrønland samt i Østgrønland på Blossevillekysten. I dag er der ikke længere vulkansk aktivitet på Grønland.

Nunatakker
Nunatakker er fjelde, der stikker op gennem indlandsisen. Da indlandsisen visse steder er over 3 kilometer tyk, er nunatakkerne faktisk toppene af store bjerge, som titter op gennem isen. Toppene er meget forrevne, fordi de gennem tusinder af år har været udsat for frostsprængninger.

Cirkusdale
Cirkusdale er grydeformede dale i fjeldene. De er normalt sidedale til større dale. Cirkusdalene ligger oftest højere end hoveddalene, og områderne, som de ligger i, er som regel rige på små bræer. Cirkusdalene er dannet ved frostsprængninger, som har forvitret bjergarterne og skabt dale. Frostsprængninger opstår ved, at vand i en tøvejrsperiode løber ind i fjeldets revner og sprækker. Når vandet senere fryser, udvider det sig. Udvidelserne kan være så kraftige, at selv store klippeblokke kan blive presset ud af fjeldet.

Skurestriber
En stor gletsjer består ikke bare af is. På sin vej har den opsamlet sten og klipper, der nu sidder fast og føres frem og tilbage med isen. På grund af det enorme tryk fra den kilometertykke is, virker sten og klippeblokke som meget groft sandpapir, som sliber på klipper og grundfjeld. Resultatet af slibningen kan ses som ridser og furer i klippegrundens overflade. Ridserne og furerne kaldes skurestriber, og de viser, i hvilken retning isen har bevæget sig.

Varme kilder
Grønland har i dag over 2000 varme kilder. De fleste ligger på øen Disko ud for Vestgrønlands kyst ved Ilulissat. De fleste varme kilder i Grønland er dog ikke særligt varme, men de er trods alt varmere end omgivelserne. Hovedparten er kun mellem 0 og 18,5 graders varme. Den varmeste kilde har en temperatur på 38 grader og ligger på den lille ø Uunartoq nær Nanortalik i Sydgrønland.

Blokmarker
Store områder i Grønland er dækket af store klippestykker og klippeblokke, som tilsammen danner de såkaldte blokmarker. Blokmarkerne ser ud, som om en eller anden helt tilfældigt har kastet blokke og klippestykker ud over et område. Præcis som når man kaster terninger. Det er imidlertid isen eller det voldsomt strømmende smeltevand, der har ført de store klippeblokke med sig og efterladt dem på smeltevandssletterne. Her ligger de nu og forvitrer langsomt på grund af stadige frostsprængninger.

Grønland rummer et utal af forskellige mineraler og bjergarter. Af de ca. 3500 kendte mineraler findes ca. 500 i Grønland. Mange af disse mineraler og bjergarter er første gang beskrevet videnskabeligt ud fra grønlandske fund.

Grønland er også rig på mange ædelstene og ædelmetaller. Blandt andet findes der guld, platin, rubiner og diamanter i Grønland. Desuden har landet et række smukke sten, som grønlænderne udnytter som smykkesten. Den mest berømte smykkesten er den røde tugtupit, som første gang blev beskrevet i 1965 af den danske professor Henning Sørensen. Andre smykkestene er grønlandit, månesten og nuummitt.