Dyreliv _ -

Grønland har ikke mange dyrearter

De stigende temperaturer er en trussel mod Grønlands dyreliv.

Det grønlandske klima har begrænset udviklingen af en stor og rig artsfauna. Vintrene langs kysten i det sydlige Grønland er milde, og somrene er kølige, mens kysten nord for det isfrie område har kølige somre og kolde vintre. Forskellen mellem vinter- og sommertemperaturer vil øges yderligere, jo længere man bevæger sig ind i landet. Der er ofte store temperaturforskelle fra yderkysternes fugtige og nedbørsrige klima til klimaet i bunden af de lange vestgrønlandske fjorde, hvor her kan være ekstremt tørt. Det er disse barske betingelser, som de grønlandske dyr skal leve under. Nogle få arter har dog fundet en niche her, og visse arter kan optræde i endog meget store antal.

Farvandene omkring Grønland er næringsrige og giver grobund for en masse smådyr, der igen er føde for større dyr. Det er derfor langs den grønlandske kyst og i havet, man finder det rigeste dyreliv i Grønland.

Der er mange trusler mod det grønlandske dyreliv. Ulovlig jagt er stadig et problem mange steder, men miljøskadelige stoffer og klimaændringer har vist sig at være endnu større trusler mod dyrene i Grønland. De miljøskadelige stoffer påvirker dyrenes forplantningsevne, og klimaændringer ændrer dyrenes udbredelser og påvirker deres fødegrundlag.

Grønland har ni arter af vilde landpattedyr: isbjørn, polarræv, lækat, jærv, polarulv, ren, moskusokse, snehare og halsbåndslemming.

Isbjørnen er Grønlands absolut største rovdyr og i det hele taget Grønlands vartegn. Isbjørnen findes hovedsageligt i den nordlige del af Grønland, men man kan også støde på den længere mod syd. Den lever i zonen mellem hav og land, og det er sjældent at se isbjørne langt inde i landet. Isbjørnens hovedføde er sæler, som den fanger ved pludselige overraskelsangreb. Ungerne fødes i en snehule ganske tidligt på vinteren, hvor de i begyndelsen udelukkende lever af hunnens mælk. I april bryder hunnen ud af snehulen, og først nu ser de små unger solen for første gang. Ungerne bliver hos hunnen det første år.

Isbjørnen trues ikke længere af jagt, men derimod af miljøforurening. Visse stoffer, de såkaldte POP’er (persistent organic pollutants), har vist sig at nedsætte isbjørnens forplantningsevne. Samtidig smelter polarisen på grund af klimaændringer, hvilket betyder, at isbjørnens fangstområder bliver stadigt mindre.

Moskusoksen er et andet af Grønlands store landpattedyr. Den er fredelig, hvis man holder sig uden for dens angrebsradius, der er på cirka 30-40 meter. Moskusoksen findes naturligt i Nordøstgrønland, men er indført til Vestgrønland. De store dyr lever af planteføde som forskellige fjeldgræsser, star, padderokke, diverse urter og skudspidserne af de små dværgbuske. Om vinteren søger moskusoksen ud på større dalstrøg og sletter, hvor vinden som regel forhindrer et tykt snedække, som kunne gøre det vanskeligt for moskusoksen at finde føde.

Den lille halsbåndslemming er Grønlands mindste pattedyr. Den findes kun i Nordøstgrønland og trives bedst i områder, hvor sneen aldrig forsvinder helt, da sneen beskytter den mod kulde. Lemmingen lever af skudspidser fra polarpil og dværgpil men også af græs og forskellige urter. Om sommeren er den særlig glad for stængelknolde af pileurt, som den graver ud ved hjælp af sine små forpoter. Om vinteren må den klare sig med, hvad den kan finde. Visse år optræder lemmingerne i store antal – de såkaldte lemmingeår. I årene op til lemmingeår har lemmingerne haft særlig gunstige livsbetingelser, hvilket får deres antal til at eksplodere.

Havet omkring Grønland rummer et rigt dyreliv. Sæler, hvalros og flere af de store hvaler har slået sig ned her, hvor det kolde og næringsrige havvand er rigt på de fisk, krebsdyr og muslinger, som disse store pattedyr lever af.

De grønlandske farvande er hjemsted for både bardehvaler og tandhvaler. Bardehvaler har ingen tænder, men i stedet nogle tætsiddende barder. Når hvaler tager vand ind i munden virker barderne som en stor si, der lader vandet sive ud, mens krebsdyr og småfisk holdes tilbage. I Grønland findes en række forskellige bardehvaler som finhval, vågehval, pukkelhval og den meget sjældne grønlandshval. Den anden gruppe, tandhvalerne, har tænder og lever af fisk, krebsdyr, blæksprutter og andre havpattedyr. Eksempler på tandhvaler i Grønland er kaskelot, grindehval, hvidhval, narhval og spækhugger.

På trods af en længde på op til 18 meter og en vægt på 30 tons er pukkelhvalen en ren akrobat blandt de store hvaler. Hvaler i alle aldre kaster sig ud af vandet og slår med halen og lufferne. Pukkelhvalen er let at kende på dens puklede rygfinne og hvide luffer, og den løfter som regel halen, når den dykker ned. Den lever af fisk, blæksprutter og lyskrebs.

Vågehvalen, som også kaldes sildepiskeren, er en ret lille hval, som kun bliver op til 10 meter lang og højest vejer 10 tons. Vågehvaler er set springe op af vandet, men i grønlandske farvande ser man som regel kun blåsten (udåndingsluften) og rygfinnen. Vågehvalen ses typisk fra maj til oktober i fjorde og langs kysterne af Syd- og Vestgrønland. Vågehvaler er dog kendt for at dukke op alle mulige steder på alle tidspunkter af året.

Med en længde på op til 27 meter er finhvalen verdens næstlængste dyreart. Kun blåhvalen bliver længere. Den kan veje op til 100 tons og lever af fisk, blæksprutter og små krebsdyr. Finhvalen løfter sjældent halen ved neddykning, men kan godt finde på at kaste sig op af vandet og slå med lufferne i vandet.

Farvandene omkring Grønland rummer også et stort antal sæler, som blandt andet er føde for hvaler og isbjørne. Døde sæler og rester af sæler efter for eksempel et isbjørnemåltid er føde for mange landpattedyr og fugle. Blandt Grønlands fem sælarter er ringsæl, klapmyds og grønlandssæl de almindeligste.

På grund af Grønlands ret ensartede landskaber er antallet af landfugle lavt og omfatter kun få arter. Langs kysterne og på havet er antallet af fugle væsentlig større, fordi føderessourcerne er rigelige og lettilgængelige. Selv om antallet af hav- og kystfugle er stort, er antallet af arter dog forholdsvis lavt.

Omkring 60 fuglearter yngler fast i Grønland. De fleste fugle trækker væk om vinteren, men ca. 30 arter kan ses året rundt. Gennem tiderne er der dog set ikke mindre end 235 forskellige fuglearter i Grønland. Mange af disse arter er tilfældige trækgæster, og nogle er kun set ganske få gange. En del af disse trækgæster stammer i øvrigt fra det amerikanske kontinent.

Trusler mod de grønlandske fugle kommer flere steder fra. Jagt er stadig et stort problem, men fødemangel har også vist sig som en trussel mod mange af de havlevende fugle. Stigende havtemperaturer er muligvis en af årsagerne til, at der bliver mindre og mindre føde til fuglene i havet.

I Grønland findes der kun tre rovfuglearter: havørn, vandrefalk og jagtfalk. Med et vingefang på 230 cm er havørnen langt den største af de tre. Tidligere blev havørnen bekæmpet voldsomt af fåreavlere, som mente, at den tog fårenes lam. Undersøgelser har dog vist, at dette kun i ringe grad er tilfældet, og at havørnen først og fremmest lever af fisk. I dag er havørnen totalfredet, og Grønland huser efterhånden en god bestand af denne enorme rovfugl. Vandrefalken og jagtfalken er mindre rovfugle med lange tilspidse vinger og en ret lang hale. Begge arter jager deres bytte i luften, og begge er eminente flyvere. Vandrefalken lever i det meste af Syd- og Vestgrønland, mens jagtfalken findes spredt over hele landet. Begge arter er fredede. Alligevel er den grønlandske jagtfalk truet, fordi den blandt falkonerer kan indbringe ganske store summer på det illegale marked. Eksempelvis kan en helt hvid jagtfalk indbringe flere hundrede tusinder kroner.

På Grønland yngler der kun en ugleart, sneuglen, mens mosehornuglen en sjælden gang kan træffes som tilfældig gæst. Sneuglen er en stor, næsten helt hvid ugle, som lever i indlandet. Den lever først og fremmest af lemminger.

Noget af det mest imponerende i den grønlandske fugleverden er de store fuglefjelde. På fjeldenes hylder og fremspring yngler millioner af fugle. Føden henter fuglene i det næringsrige hav. På fuglefjeldene yngler blandt andre alk, lomvie, polarlomvie, tejst, lunde og søkonge. Søkongen er en sjov lille fugl, som er på størrelse med en solsort. Det er den almindeligste alkefugl i Grønland, hvor den yngler i millionvis i Thuleområdet og i Scorebysund. Uden for yngletiden drager søkongen til havs, hvor den tilbringer vinteren i drivismasserne. Her dykker den efter føde, som mest består af små krebsdyr.

Der findes kun ganske få småfugle i Grønland. Snespurven er den talrigeste og kan ses overalt i landet. Den yngler lige fra de yderste skær til indlandsisens kant. Snespurven er let at kende på sit sort-hvidt brogede udseende. De fleste snespurve trækker væk om vinteren. Det interessante ved dette træk er, at snespurve fra Vestgrønland trækker til Amerika, mens snespurve fra Nordøstgrønland trækker over Norge til de sydrussiske stepper.

Grønland er det primære levested for 28 dyrearter. Det betyder, at Grønland har et særligt ansvar for at bevare netop disse arter. Man siger, at de er nationale ansvarsarter. Grønlands nationale ansvararter er for eksempel isbjørn, kortnæbbet gås, lysbuget knortegås, søkonge og hvidsisken.

En rødliste er en liste over dyr og planter, som kræver særlig beskyttelse eller opmærksomhed. På Grønlands Rødliste 2007 er der 115 dyre- og plantearter. For dyrene drejer det sig om 65 fuglearter, 37 pattedyr, 3 ferskvandsfisk og 5 dagsommerfugle.

Blandt Grønlands kritisk truede (CR) dyrearter er Nordvands-bestandene af hvalros og spættet sæl, Spitsbergen-bestanden af grønlandshval, nordkaper og hvidhval samt den vestgrønlandske bestand af narhval. Flere af disse jages i Grønland i dag, men jagten på dem er ikke bæredygtig. Hvis den fortsætter som hidtil, er der stor risiko, at disse bestande uddør.

Blandt Grønlands truede (EN) dyrearter er den vestgrønlandske bestand af hvalros, grønlandsk blisgås og almindelig lomvie. De vestgrønlandske hvalrosser jages stadig, men jagten er ikke bæredygtig. Blisgåsen er i tilbagegang, dels på grund af jagt (især i Island) og sandsynligvis også på grund af konkurrence fra den voksende bestand af canadagås i Vestgrønland. Den almindelige lomvie er meget fåtallig, og bestanden er i tilbagegang.