Mia fra Nuussuaq

Mød børn og unge

Mia fra Nuussuaq _ -

Mia er 14 år gammel. Hun bor i Nuussuaq i Sydgrønland.

Mia bor i Nuussuaq i Sydgrønland. Nuussuaq ligger lige nord for Nuuk, som er Grønlands hovedstad. Hun bor sammen med sin mor, sin far og sin storesøster i en andelsbolig på 105 kvadratmeter. Mia har sit eget værelse. Værelset deler hun med en dværghamster, som dog har sit eget bur. Når Mia er på sit værelse, ser hun dvd’er, læser bøger eller leger med sin hamster.

Det er Mias mor, som laver mad, vasker op, gør rent, støvsuger og så videre. ”Men nogle gange hjælper jeg også til”, forklarer Mia. Hun renser selvfølgelig også selv buret hos sin dværghamster.

Loading video

VIDEO: Mia fra Nuussuaq

Familie _

Både Mias far og mor arbejder. Mia har ikke selv noget arbejde. Hun bruger det meste af sin tid på skolen og vennerne. At være sammen med sine veninder er da også noget at bedste i Mias hverdag. Og hvad er så det værste? Ingenting. ”Jeg har ikke nogen værste ting”, forklarer hun.

Mia får dog lommepenge af sine forældre. ”Dem bruger jeg mest på mad, slik, dvd’er og spil”, fortæller hun.

Hvert andet år tager Mia og hendes familie på en større ferie. De plejer at tage til Danmark. Mia synes, at den bedste ferie, som de har været på, var til Lalandia i Danmark. ”Vi gik i badeland og lavede en masse andre forskellige ting”, forklarer Mia.

Mia med sin mor og sin storesøster

Mia med sin mor og sin storesøster

Skole _

Mia går i 9. klasse på Atuarfik Samuel Kleinschmidt. Skolen begynder klokken otte om morgenen og slutter som regel klokken halv fire. I Mias klasse er de 20 elever.

Skolen ligger inde i Nuuk. Det er ikke så langt væk, og Mia kan tage en skolebus, når hun skal i skole og hjem igen.

De lærer tre forskellige sprog i skolen: grønlandsk, dansk og engelsk. ”Så vidt jeg husker, begynder vi at have dansk i anden klasse og engelsk i fjerde klasse”, forklarer Mia. Hun er ikke så vild med grønlandsk. Til gengæld kan hun godt lide dansk. Ja, faktisk er dansk (og idræt) hendes yndlingsfag. Mia har også en yndlingslærer. Det er Melissa. Hende har de i dansk og engelsk.

Det er lidt forskelligt, hvor mange lektier de har for i Mias klasse. Mia laver enten lektierne i skolen eller derhjemme.

Mia har prøvet at blive mobbet i skolen, da hun var yngre. ”Men jeg kan ikke huske ret meget af det”, forklarer hun. Der er nu ikke ret megen mobning på Mia skole. Og hvis eleverne laver ballade eller ikke opfører sig ordentligt, så bliver de sent ned på kontoret.

Når Mia bliver voksen, vil hun være dyrlæge. ”For jeg elsker dyr”, tilføjer hun. Men man kan ikke blive uddannet til dyrlæge i Grønland. Når Mia er færdig med gymnasiet, skal hun derfor til Danmark for at gøre uddannelsen færdig.

Mia laver lektier

Mia laver lektier

Fritid _

Mia har mange venner, men hendes bedste veninde er Sikkersoq. Når de er sammen, så går de ture og snakker om alt muligt.

Ellers bruger Mia sin fritid på at høre musik, se fjernsyn og på at passe sin dværghamster. Mias dværghamster er en han, som hedder Bobo. Hun er ret glad for ham.

Mia ser en del fjernsyn. Hun ser alt muligt forskelligt, og han har heller ikke noget yndlingsprogram. Mia har sit eget fjernsyn oppe på sit værelse, og hendes forældre bestemmer ikke, hvor meget fjernsyn hun må se.

Ligesom de fleste af hendes kammerater har Mia også en mobiltelefon. Det er en Sony Ericsson. ”Jeg bruger mest mobilen til sms, men også til at ringe, spille spil og høre musik”, forklarer Mia.

Mia går ikke så meget op i mode, men hun bestemmer selv, hvad for noget tøj hun gerne vil have. ”Men det er mine forældre, som betaler”, fortæller Mia og smiler. Mærket betyder ikke så meget, men Mia kan bedst lide sort tøj.

Derhjemme møder Mia ikke så mange forskellige dyr. Kun sin dværghamster, og så hundene udenfor. Men Mia er vild med dyr. Derfor er hendes største ønske da også at få en hund. ”Det skal være en chihuahua”, siger hun drømmende.

▴ Top