På vej mod hjemmestyre _ -

Grønland er gået fra dansk koloni til at have udbredt selvstyre

I dag er Grønland stadig økonomisk afhængig af Danmark.

I 1948 rejste den danske statsminister Hans Hedtoft til Grønland for at diskutere Grønlands fremtid med de to landsråd. Grønlænderne ville gerne samarbejde med Danmark, men det skulle ske på nye vilkår. Resultatet blev blandt andet:

• statsmonopolet blev ophævet
• Den Kongelige Grønlandske Handel blev et uafhængigt handelsselskab
• den øverste myndighed i Grønland blev landsrådet med én landshøvding.

Det første direkte landsrådsvalg blev afholdt i 1951, og da Danmark i 1953 fik en ny grundlov, var Grønland ikke længere en dansk koloni. Nu var Grønland en dansk landsdel – med to repræsentanter i den danske rigsdag.

Samtidig blev der sat gang i et omfattende boligbyggeri, og sundhedsvæsenet blev forbedret. Især tuberkulosen havde igennem mange år været et stort problem i landet og medvirkende årsag til en meget høj dødelighed. Mange grønlændere flyttede fra bygderne og ind i de nybyggede boligblokke. Nu skulle landet industrialiseres, og grønlænderne skulle leve af fiskeri. Det var i hvert fald planen. Mange grønlændere havde dog svært ved at følge med den rivende udvikling, og sociale problemer som vold og druk blev en del af den grønlandske virkelighed.

Selv om Grønland nu var en del af det danske rige, fortsatte forskelsbehandlingen af grønlændere og danskere. Fødestedkriteriet var vel nok det mest tydelige eksempel. I en lov af 1964 blev det slået fast, at statsansatte på Grønland skulle aflønnes forskelligt. Var man født i Danmark, fik man nemlig væsentlig højere løn end personer, som var født i Grønland. Dette vakte naturligvis stor utilfredshed blandt grønlænderne, og tanker om selvstændighed begyndte for alvor at blive populære.

Spørgsmålet om ejendomsretten til Grønlands undergrund fik ligeledes mange til at overveje, om ikke tiden var moden til større medbestemmelse. I 1970’erne begyndte de første olieboringer ud for landets kyst. De fleste grønlændere mente, at indtægterne herfra skulle komme landet til gode. Med den fangerkultur de var opvokset i, lå tanken, om at andre kunne eje den grønlandske jord og undergrund, grønlænderne meget fjernt. De danske politikere hævdede, at undergrunden var rigets ejendom. Efter lange, bitre forhandlinger enedes man til sidst om at dele de eventuelle indtægter lige over – halvdelen til Grønland og halvdelen til Danmark.

I 1970’erne blev landets store partier, Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit, stiftet.

I 1972 foreslog politikeren Jonathan Motzfeldt, at man dannede et hjemmestyreudvalg. Udvalget blev dannet og senere ophøjet til kommission. Kommissionens opgave var at undersøge, hvordan et hjemmestyre kunne opbygges.

Den 1. maj 1979 var hjemmestyret en realitet:

• Landsrådet blev opløst og erstattet af Landstinget, en lovgivende forsamling
• Landsstyret skulle nu lede landet
• Hjemmestyret overtog den danske stats rolle, det vil sige alle samfundsfunktioner undtagen politi- og retsvæsen.

Hjemmestyrets største svaghed var og er økonomien. Landet får årligt et bloktilskud fra Danmark på 3 milliarder kr., hvilket udgør 60 % af Grønlands nationalprodukt. Grønland er stadig ikke selvforsynende med uddannet arbejdskraft. Mange højere stillinger er besat at højtuddannet arbejdskraft fra udlandet (primært fra Danmark) – hvilket er en anstødssten for mange grønlændere den dag i dag.

I sommeren 2009 fik Grønland selvstyre. Selvstyret betød blandt andet, at Grønland overtog flere forvaltningsområder fra den danske stat – for eksempel på retsområdet. Samtidig fik Grønland ejendomsret til undergrunden. De første indtægter skal dog deles med Danmark, indtil Danmark af sin halvdel får dækket det årlige bloktilskud på 3 milliarder kr.
Den danske stat bestemmer dog stadig over områder som statsforvaltning, udenrigspolitik, forsvars- og sikkerhedspolitik, højesteret, statsborgerskab og valuta- og pengepolitik.