Hvalfangst, handel og kristen mission _ -

Koloniseringsforsøg og fiasko

Hvalfangsten blomstrede, og Danmark forsøgte at kolonisere Grønland.

I 1600-tallet blomstrede hvalfangsten i havene omkring Grønland. Europæerne og særlig hollænderne drev hvalfangst i stor stil. Hvalernes spæk skulle bruges til at lave olie. Denne olie var stærkt efterspurgt som lampeolie i Europa. Udover at jage hvaler, brugte hvalfangerne en del tid på tuskhandel med grønlænderne. Dermed kom grønlænderne til at eje nye ting som redskaber af jern, europæisk tøj og tobak. Europæerne fik på deres side skind, hvalbarder og spæk. Ofte udviklede disse handler sig så festligt, at de grønlandske kvinder den følgende vinter fødte børn med europæiske fædre.

I 1721 ankom den dansk-norske missionær Hans Egede til Grønland. Målet med Egedes rejse var dels at oprette et handelskompagni og dels at opspore efterkommerne af de gamle nordboere. Hans Egede frygtede, at nordboerne havde glemt deres kristne tro i løbet af de mange århundreder på Grønland. Han måtte dog snart sande, at Erik den Rødes efterkommere ikke var der mere. Til gengæld fandt han de hedenske grønlændere.

I begyndelsen havde Hans Egede ikke høje tanker om dem. Han mente, at man skulle ”gandske underkaste Sig disse Wilde og giøre dem til Slaver” for dermed at tugte dem ind i kristendommen. I sin iver for at komme overtroen til livs gik Hans Egede håndfast til værks: Han tævede ganske enkelt nogle af åndemanerne eller ”heksemestrene”, som han selv kaldte dem. Efterhånden fik Hans Egede dog et godt forhold til grønlænderne, ikke mindst fordi Egedes sønner hurtigt lærte sproget og fik grønlandske venner. Og flere og flere grønlændere lod sig omvende.

Sideløbende med Egedes mission blev der anlagt en række kolonier, det vil sige byer med kirker og butikker. Her lærte grønlænderne efterhånden at sælge skind og spæk mod at få europæiske varer. I begyndelsen var det en dårlig forretning for købmændene. Underskuddet voksede år for år. Kongen overvejede at stoppe såvel handel som mission, men Hans Egede overtalte majestæten til at lade arbejde fortsætte. Det ville være forkert at lade de ”omvendte hedninge” i stikken, forklarede han.

Et af koloniseringsforsøgene endte i ren fiasko. I 1728 rejste en militær afdeling til Grønland, anført af guvernør Paars. Han skulle være øverste myndighed for Grønland. Frigivne straffefanger og piger fra forbedringshuset var med på skibet – de skulle være kolonister. Fanger og piger var forinden blevet tvangsgiftet med hinanden. Hele denne brogede flok slog sig ned i det nuværende Godthåb (Nuuk). I løbet af den første vinter døde næsten halvdelen imidlertid af skørbug og andre sygdomme. De overlevende pønsede på mytteri, men var for syge til at føre tanken ud i livet. Det var ikke let at overleve i Grønland.