De første mennesker _ -

Grønlænderne stammer fra Canada

De første mennesker ankom til Grønland for ca. 4500 år siden.

Omkring år 2.500 f. Kr. indvandrede de første mennesker til Grønland. De kom vandrende over isen fra Canada og bosatte sig på landets nordspids ved fjordene i det isfrie område Peary Land. De første indvandrere levede i Nordøstgrønland i ca. 500 år, hvorefter de vandrede sydpå. De var stenalderfolk, og deres redskaber var lavet af sten og ben. Om vinteren levede de i stenhuse, og om sommeren i skindtelte. Føden skaffede de ved at gå på jagt, og det vigtigste jagtbytte var moskusoksen. Andre jagtdyr var harer, ræve og fugle. Fjeldørred var også en vigtig del af kosten. Derimod jagede de ikke sæler – sandsynligvis fordi deres jagtteknikker ikke tillod det. Disse første indbyggere uddøde formentlig omkring 2000 f.Kr., da klimaet forværredes.

Omkring 1000 f. Kr. kom Sarqaq-folket til Grønland. De jagede både landdyr og havdyr. Fund fra denne periode viser, at de blandt andet brugte harpun, bue og pil. De var meget afhængige af rensdyr, og måske har de fulgt rensdyrenes vandringer. Sarqaq-folket havde hunde, som både hjalp dem på jagterne og blev brugt som trækdyr.

Dorset-folket indvandrede omkring Kristi fødsel. De kom også vandrende fra Canada. Rensdyr og hvalros var deres vigtigste jagtdyr. Selv om de ikke havde hunde, brugte de slæder. For eksempel har man fundet slædemeder af hvalrostand. Slæderne slæbte de formentlig selv.

Neoeskimoerne kom til Grønland omkring 900 e.Kr. Dorset-folket og neoeskimoerne levede forholdsvis tæt på hinanden og havde af og til voldsomme sammenstød. Trods det blandede de to folk sig langsomt med hinanden.

I 982 e.Kr. blev den islandske storbonde Erik den Røde dømt fredløs i tre år på grund af drab. Sammen med sine folk sejlede han mod vest, hvor han slog sig ned ved den grønlandske kyst. Dengang var klimaet mildere end i dag, og Erik den Røde blev meget glad for landet. Da hans tid som fredløs var omme, rejste han hjem til Island. Her overtalte han flere af sine fæller til at rejse med tilbage til det land, som han meget poetisk kaldte ”Grønland”.

Erik den Røde grundlagde Østerbygden nær det nuværende Qaqortoq, mens andre islændinge drog længere nordpå. Her levede man af kvægavl, jagt og korn, som blev sejlet dertil fra Norge. Uden forsyninger udefra var det nærmest umuligt for nordboerne at overleve på Grønland. Af og til var der blodige sammenstød mellem eskimoer og nordboer, men de handlede også sammen.

Fra dette tidspunkt hørte Grønland til det norske rige og fulgte som sådan også med, da Norge blev forenet med Danmark i 1380.

Nordboerne levede på Grønland i ca. 500 år. Omkring 1500 forsvandt de sidste nordboer – måske som ofre for sult og sygdomme. Moderne undersøgelser har dog vist, at de sidste nordboer sandsynligvis er blevet optaget blandt eskimoerne. Blodtyperne hos folk i de områder, hvor nordboerne boede, ligner nemlig de blodtyper, man kender fra Island.