Arbejde _ -

Fiskeindustrien er stadig et vigtigt erhverv i Grønland

Arbejdsløsheden i Grønland er ret høj.

Det er karakteristisk for det grønlandske erhvervsliv, at næsten alle arbejdspladser er ejet af det offentlige (kommunerne og Grønlands hjemmestyre). Erhvervsstrukturen er meget enkel med fiskeri, bygge-anlæg og offentlig service som de dominerende erhverv, mens landbrug og industri næsten ikke eksisterer.

Fiskeri og fiskeforarbejdning er med ca. 2100 ansatte stadigvæk et af Grønlands vigtigste erhverv. Alle fiskefabrikker og større fiskefartøjer ejes af det offentlige selskab Royal Greenland. Øvrige erhverv, der udnytter de levende ressourcer, er traditionel fangst af sæler, hvaler og landpattedyr som rensdyr og moskusokser. Her har kun ca. 500 grønlændere en vedvarende beskæftigelse.

Landbruget i Grønland består stort set kun af fåreavl, som har ca. 120 personer direkte beskæftiget.

Efterforskning og udnyttelse af mineraler og olie er endnu kun et meget beskedent erhverv. Situationen kan dog hurtigt ændre sig, hvis der findes olie og kostbare mineraler i Grønland.

Omkring 600 personer arbejder med turisme. Det er et betydeligt erhverv i Grønland med gode muligheder for vækst. På grund af de vanskelige klimatiske og geografiske forhold, der gør persontransporten uhyre kostbar, vil der på kortere sigt sandsynligvis ikke ske nogen eksplosiv udvikling i turismen.

Det er ikke let at etablere sig som iværksætter på Grønland på grund af de meget små byenheder, en ikke særlig veluddannet arbejdsstyrke, den gamle tradition for offentlig virksomhed, de store afstande og de vanskelige transportforhold. Det er stort set kun på håndværksområdet, inden for fiskeri og mindre butiks- og restaurationsdrift, at privat initiativ har kunnet gøre sig gældende. Muligvis kan edb-baserede virksomheder opnå vækst i Grønland, da de er uafhængige af klima og geografi. Til gengæld er edb-virksomheder yderst afhængige af kvalificeret arbejdskraft, hvilket ikke eller kun i meget begrænset omfang findes i Grønland i dag.

Grønlænderne er afhængige af arbejdskraft fra udlandet, men på sigt er målet at kunne bestride de fleste job selv. For at dette kan ske, skal uddannelsesniveauet dog være højere, og langt flere grønlændere skal have en uddannelse, som er højere end grundskolen.

I 2011 var erhvervsfordelingen blandt voksne, grønlandske lønmodtagere:

• Fiskeri (4,3 %) 1.238 personer
• Industri (3,1 %) 878 personer
• Bygge- og anlægssektoren (7,5 %) 2.139 personer
• Handel og reparationsvirksomhed (17,4 %) 4.965 personer
• Transport (10,5 %) 3.013 personer
• Offentlig administration og service (40,1 %) 11.480 personer
• Andet (17,1 %) 4.888 personer.

Grønlands økonomi er baseret på et snævert erhvervsmæssigt grundlag med fiskeindustrien som den dominerende sektor med godt 90 % af landets eksport (primært koldtvandsrejer og hellefisk). Om nogle få år vil råstofudvinding og turisme kunne supplere fiskeriet, som er afhængig af de skiftende fiskepriser og kvoteordninger. De store afstande deler hjemmemarkedet op i mange små enheder, som derfor har store driftsudgifter. Hovedparten af fiskefabrikkerne ejes af Royal Greenland, som igen ejes af Grønlands Hjemmestyre. Royal Greenland er en af verdens førende koncerner inden for fiskeri, forædling, produktion samt markedsføring og distribution af fiskeriprodukter.

I 2011 var der 28.599 personer mellem 15 og 65 år i arbejde. Det svarer til ca. 49 % af den samlede grønlandske befolkning. Resten er børn, personer under uddannelse, arbejdsløse, pensionister eller personer, som er uarbejdsdygtige på grund af sygdom eller handikap.

Der er en forholdsvis høj arbejdsløshed i Grønland. I 2011 var arbejdsløsheden ca. 8,8 % i byerne. Til sammenligning var arbejdsløsheden i Danmark ca. 7,7 %. Ledigheden i Grønland stiger med faldende uddannelsesniveau, og arbejdsløsheden er størst blandt de 18-30-årige.

Grønland er stadig afhængig af uddannet arbejdskraft fra udlandet – primært fra Danmark. I 2011 var der omkring 5000 ikke-grønlændere i arbejde på Grønland. I langt de fleste brancher udgør gruppen af personer født uden for Grønland et mindretal, men der er dog bemærkelsesværdige forskelle. Råstofudvinding er den branche, hvor langt den største andel er født uden for Grønland. Herefter følger offentlig administration, forsvar og socialforsikring, hvor 20 % af arbejdsstyrken er født uden for Grønland.

Den grønlandske arbejdsstyrke har en overvægt af mænd, hvilket blandt andet skyldes de mange danske mænd, som i kortere eller længere tid arbejder i Grønland.

I Grønland er det ikke fastlagt ved lov, hvor mange timer, man skal arbejde. Den normale arbejdsuge er på 40 timer, hvor Danmark har en normal arbejdsuge på 37 timer. De fleste grønlændere har fri om lørdagen og søndagen.

Grønlænderne har ret til fem ugers ferie om året. I de fleste tilfælde får man løn, når man holder ferie, og lønnen betales af arbejdsgiveren.

Lønniveauet i Grønland er noget lavere end i Danmark. Mange faktorer som skat, huspriser og varepriser spiller imidlertid ind på reallønnen, så en dansk og grønlandsk månedsløn er ikke nem at sammenligne.

Der er store forskelle på indkomsterne i byerne og bygderne i Grønland. I 2010 var gennemsnitsindkomsten (brutto):

• 211.000 kr. i byerne
• 134.000 kr. i bygderne.

Indkomstniveauet var således ca. 37 % lavere i bygderne end i byerne.

Generelt er det grønlandske arbejdsmarked indrettet som det danske. Der er lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, kollektive overenskomster og en udbygget lovgivning om arbejderbeskyttelse, voldgift, ferie, arbejdsskadeerstatning og arbejdsforebyggelse.

Langt hovedparten af lønmodtagerne, både de ufaglærte og de faglærte med kortere uddannelse, organiseres af fagforeningen SIK (Sulinermik Inuussutissarsiutillit Kattuffiat = Arbejdernes sammenslutning). Fagforeningen har ca. 10.000 medlemmer, hvilket svarer til en organisationsprocent på ca. 60.

De fleste offentlige fagområder som lærere, sundhedspersonale og akademikere har en særlig fagorganisation, der er tæt forbundet med den danske moderorganisation.

Arbejdsgivernes organisation er først og fremmest Hjemmestyrets Administrationsdirektorat. På det private område er arbejdsgiverne organiseret i Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), der især organiserer virksomheder inden for bygge- og anlægsfagene.

Hvis ikke fagforening og arbejdsgiverforening kan blive enige i en forhandlingssituation, er der et sæt spilleregler for det videre forløb. Arbejdernes stærkeste våben er en strejke, hvor man nedlægger arbejdet. Arbejdsgiverens stærkeste våben er en lockout, hvor man forhindrer, at arbejdstagerne kan arbejde.

Man taler om lovlige og ulovlige strejker. Hvis en strejke skal være lovlig, skal den følge reglerne, som er nedfæstet i love, direktiver og diverse aftaler mellem parterne. Ulovlige strejker afgøres i arbejdsretten.