Næsten alle grønlændere er protestanter
Mange grønlændere er troende kristne og går ofte til gudstjeneste.
Grønlands oprindelige befolkning – eskimoerne – var jægere og fangere, som kæmpede en hård kamp for at overleve i den barske natur. Eskimoernes religion afspejlede disse hårde livsvilkår. Det vigtigste af alt var, at undgå at fornærme guddomme og fangstdyr. Fornærmede man dem, var resultatet misfangst, uvejr, sygdom og andre ulykker. For at undgå dette var det vigtigt at overholde en række taburegler. Særlig mange tabuer var forbundet med fødsel og død – for eksempel måtte en kvinde ikke rede håret i flere dage efter en fødsel.
Efter døden fortsatte sjælen sit liv i et af dødsrigerne. Det ene var i himlen og var et trist og usselt sted med kun få fangstdyr. Det andet dødsrige lå under havet og var et dejligt sted med masser af fangstdyr. Døde man i havet eller i barselssengen, kom man til det nederste rige, ellers havnede man i det triste rige i himlen. Denne forestilling satte i øvrigt de kristne missionærer på en svær opgave – det kristne Paradis befinder sig jo i Himmerige!
I 982 ankom vikingen og storbonden Erik den Røde og hans folk til Grønland. Hans søn Leif Eriksson (også kendt som Leif den Lykkelige) bragte i 1000 kristendommen til landet, og de første kirker blev bygget. 500 år senere forsvandt disse nordboer – måske på grund af sygdomme og sult. Og med dem forsvandt kristendommen igen.
I 1721 ankom præsten Hans Egede til landet. Hans mål var egentlig at prædike for Erik den Rødes efterkommere, men de fandtes jo ikke mere. I stedet forsøgte han at kristne eskimoerne. En svær sag, ikke mindst fordi Hans Egede ikke talte grønlandsk. Efterhånden lærte han dog sproget, og nogle grønlændere lod sig døbe. I 1733 sendte kong Christian 6. tre herrnhutiske missionærer til landet. De skulle hjælpe Hans Egede i missionsarbejdet. Forholdet mellem Egede og herrnhuterne blev dog hurtigt meget anspændt. De nytilkomne oprettede deres egen missionsstation, som de kaldte Neu-Herrnhut, og de forsøgte endda at omvende Hans Egede til deres særlige tro.
De følgende år var der således to slags missionærer på Grønland – de luthersk-evangeliske som Hans Egede og herrnhuterne. De sidste virkede tiltrækkende på mange, da man samlede tilhængerne i store fællesskaber med delvis fælles husholdning. Missionærerne delte gavmildt ud af forsyninger hjemmefra. En praksis som var venlig ment, men som havde den bivirkning, at mange grønlændere mistede selvstændighed og blev afhængige missionærernes forsyninger.
I 1901 rejste herrnhuterne bort og efterlod menigheder og bygninger til den danske stat. I 1905 fastslog en ny lov, at missionen fremover skulle være en kirke. Missionsarbejdet på Grønland var færdigt. Den sidste hedning blev døbt i 1934 i Thule. Dermed var hele Grønland blevet kristnet.
