Dax fra Leidschendam _Dax er 13 år gammel. Han bor i Leidschendam lidt uden for Haag. Dax bor sammen med sin far, sin mor og sin storebror. De bor i et ret stort hus i Leidschendam, som er en lille by lidt uden for Haag. Dax har sit eget værelse. ”Det er ikke så stort”, fortæller han, ”men jeg synes, det er hyggeligt”. Og så lille er Dax’ værelse da heller ikke. Der er i hvert fald plads til et fjernsyn. Det er Dax’ mor, som laver mad og gør rent, men familien har også en rengøringshjælp. Dax slipper dog ikke helt for husligt arbejde. Nogle gange skal han nemlig også gøre rent. Han hjælper sommetider sin mor med at lave mad. Det kan han godt lide. Dax får 2 euro om ugen i lommepenge. Som regel. ”Jeg har faktisk ikke fået mine lommepenge de sidste 10 uger”, tilføjer Dax tvært. Begge Dax’ forældre arbejder. Hans far er direktør for et boligselskab, som hedder Vestia, og hans mor er danser og danselærer. Dax’ storebror studerer i Amsterdam. Derudover har Dax også en morfar og mormor. De er 80 og 81 år gamle og bor i Scheveningen. Hans farfar og farmor er døde for længe siden. Dax hjælper tit til med aftensmaden. Som regel får de kartofler, grøntsager og kød, men hvis Dax selv kunne vælge, så blev det pizza eller pommes frites. Den værste mad, han ved, er julesalat. Det kan han ikke fordrage. Når Dax og familien tager på ferie, tager de oftest til Spanien eller Frankrig. De kører som regel i bil, fordi det er for dyrt at flyve. Men det gør heller ikke noget. ”Det er altid så hyggeligt, når vi sidder i bilen sammen”, fortæller Dax. Ferierne bruger Dax mest på at svømme, ligge på stranden og spille bordtennis. _Dax går i skole på Dalton Voorburg, som ligger i byen Voorburg. Han er i skolen 6-7 timer om dagen, og i Dax’ klasse er de 28 elever. ”Det er bare en alle tiders klasse”, fortæller han. Selv om skolen ligger i en anden by, er den ikke langt væk. Dax cykler som regel i skole sammen med sin klassekammerat Mart. Det tager 10-15 minutter. I skolen har Dax blandt andet hollandsk, tysk, fransk og engelsk. Han kan ikke lide tysk, og fransk er heller ikke sjovt. Til gengæld kan han rigtig godt lide idræt. Men han er nu også vild med at dyrke sport. Dax har tit lektier for, men dem bruger han kun en lille times tid på om dagen. Der er tre computerlokaler på skolen med 25 computere i hvert. Man kan godt gå på internettet, men så må man gøre det i hemmelighed. ”For det må vi egentlig ikke”, indrømmer Dax med et smil. Dax har ikke nogen yndlingslærer. I hvert fald ikke lige nu. Sidste år havde han en lærer, som hed Mark. ”Han var smadderrar”, fortæller Dax. Hvis man laver ballade på skolen, bliver man sendt ned til viceinspektøren. Så skal man sidde og snakke om, hvad man har lavet. Dax har ikke oplevet, at nogen blev mobbet på skolen. ”Og det er helt sikkert ikke noget, jeg er med til”, fortæller han, ”for jeg synes, det er lidt svagt”. Faktisk ved han slet ikke, om der sker mobning på hans skole. ”Men det gør der jo nok”, indrømmer han. Når Dax bliver stor, vil han arbejde med noget, som har med sport at gøre. I øjeblikket spiller han meget tennis. ”Så måske vil jeg gerne være tennistræner senere”, fortæller han. _Dax’ bedste venner er Mart og Daan. De hænger ud sammen og spiller computer, fodbold og tennis. Dax har også haft en kæreste, men de ses ikke mere. ”Jeg tror i hvert fald, at det er slut, men jeg ved det egentlig ikke”, fortæller Dax usikkert. Når Dax ikke spiller tennis eller er sammen med sine venner, hører han musik eller bruger computeren. Han har ikke nogen yndlingsmusik. Måske lige bortset fra Jason Mraz. ”Det er sådan stille og rolig musik”, fortæller Dax og tilføjer: ”Nogle gange synger jeg lidt med”. Computeren bliver brugt til at lave lektier på, men Dax chatter også på MSN og spiller Soccer Management online. Dax indrømmer, at han ser meget fjernsyn. Men han ser trods alt ikke så meget, at hans forældre synes, at det er et problem. Hans favoritkanaler er MTV og TMF. Ligesom de fleste af hans kammerater har Dax også en mobiltelefon. Så vidt han husker, er det en Nokia, men mærket betyder nu ikke så meget. Det vigtigste er, at den ser smart ud. Og det gør den. Det synes Dax i hvert fald. Tøj interesserer ikke Dax særlig meget. Han er sådan set ret ligeglad med mærketøj og synes ikke, at han bruger særlig mange penge på tøj. Det er mest hans mor og storebror, som bruger penge på tøj. Dax hverken ryger eller drikker alkohol. Nå ja, en gang i mellem kan han godt få en tår fra sin brors glas. ”Men det er bare en lille smule”, indrømmer Dax. Narkotika er Dax slet ikke stødt på. ”Men måske er der nogle af dem i 6. klasse, som bruger det”, fortæller Dax. Dax’ store idol er tennisspilleren Novak Djokovic. ”Han er helt fantastisk”, mener Dax. Hvis Dax kunne ønske om fremtiden, så håber han at få et lykkeligt liv. Og hvem ved, måske med en sød kone og søde børn? _
|
||||
|